Fra Lurpak og fisk, til snaps og æg: Disse butikker skruer påskepriserne i bund

Nicolai H

6 dage siden

|

10/04/2025
Indland
Foto: Øyvind Holmstad/Wikimedia Commons
Foto: Øyvind Holmstad/Wikimedia Commons
Skal der handles ind til det helt store påskebord? Så ved du nu hvor du bør køre hen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er startet en priskrig blandt landets dagligvarekæder, for hvem der kan tilbyde det bedste og billigste påskebord.

Panerede fisk, smør og snaps bliver nu langet over disken til priser, der får selv de mest hårdnakkede tilbudsjægere til at gnide sig i hænderne.

B.T. har holdt øje med de fem påskefavoritter der er blevet slagmark for nogle af landets største supermarkedskæder – og konkurrencen er benhård.

Smør

Smør er hellig ved påskefrokosten – og det ved kæderne godt.

Netto lokker med Kærgården til 12 kroner, mens både Føtex, Meny og Spar sælger Lurpak til samme pris.

Der er dog loft over lykken: tre pakker per kunde i de fleste butikker. I Spar må du nappe fire.

Æg

Uden æg, ingen påske.

Lidl sælger otte Gaardmand-skrabeæg for otte kroner – eller seks kroner med Lidl Plus.

Netto svarer igen med otte Dava-æg for ti kroner, eller otte, hvis du har deres app.

Økologiske æg i Føtex og Meny går til 16 kroner for otte styk – men hos Meny må du fylde vognen uden loft.

Fiskefilet

Der er ikke meget grund til at nøjes med én fiskefilet, når 400 gram paneret fisk kan købes for 18 kroner i både Føtex, Bilka og Netto.

Lidl går et skridt videre og smider 500 gram på disken for 20 kroner – med et kækt reklameskilt, der lover 42 procent rabat.

Meny hopper med på vognen og sælger 400 gram rødspættefileter for 20 kroner.

Sodavand

To liter Pepsi Max eller Faxe Kondi koster 12 kroner hos Lidl og Føtex – og kun ni kroner i Netto for 1,5 liter. Der er dog begrænsninger på antal – så du skal ikke troppe op og fylde traileren.

Snaps

Påskens akvavit koster 75 kroner for 70 cl Taffel i Netto – og det samme for Brøndums hos Føtex, dog uden begrænsning.

Rema 1000 kaster sig ind i legen med Dammel Dansk, Aalborg Fad, Jægermeister og flere til 95 kroner – frit valg, ingen købsgrænse.

Tilbudsavis fra SuperBrugsen, Kvickly og 365discount er endnu ikke landet, så der kan være flere overraskelser på vej til æggekartonen og snapseskabet. For nu er der i hvert fald lagt i kakkelovnen til påskefest på budget.

Ads by MGDK