Fra sommer bliver det sværere for visse hunderacer at indgå i avl i Danmark.
Det skriver Presse-fotos.dk.
Det sker som led i et nyt regelsæt, der skal forhindre ekstrem avl, hvor hunde primært selekteres på udseende frem for sundhed og trivsel.
Landbrugsminister Jacob Jensen (V) har tirsdag sendt en bekendtgørelse i høring, der introducerer en række nye krav til hundeopdrættere. Reglerne vil blandt andet sikre, at kortsnudede racer som fransk bulldog og mops bliver undersøgt for vejrtrækningsproblemer, inden de kan bruges i avl.
"Vi har set i for mange tilfælde, at man avler ud fra et udseende og ikke ud fra et velfærdssynspunkt, som hunden bør have. Nu vælger vi at sige, at velfærden kommer før udseendet," siger Jacob Jensen.
De nye regler stiller generelle krav til alle hunderacer. Eksempelvis vil der blive fastsat minimumsalder for, hvornår en tæve første gang må blive drægtig, og hvor mange kuld hun må få i sin levetid.
Samtidig skærpes kontrollen med bestemte racer, hvor der er dokumenterede sundhedsproblemer.
Må ikke avles med alvorlige helbredsproblemer
Regelsættet fokuserer på hunde med arvelige lidelser som vejrtrækningsbesvær, diskusprolaps og albueledsdysplasi. Disse hunde skal gennem en sundhedsundersøgelse og må ikke anvendes i avl, hvis de lider af alvorlige problemer.
"Så bliver der nogle mere specifikke krav omkring nogle af de områder, hvor vi ser de største udfordringer – blandt andet de kortsnudede hunde, hvor der er luftvejsproblemer," forklarer Jacob Jensen.
Ifølge ministeren er reglerne især rettet mod "hvalpefabrikker", hvor hunde avles intensivt uden hensyn til dyrenes trivsel.
De nye krav ventes at træde i kraft i løbet af sommeren, når høringsprocessen er afsluttet.