Musikverdenen har mistet en af sine helt store stemmer.
Roberta Flack, kendt for tidløse klassikere som "Killing Me Softly With His Song" og "The First Time I Ever Saw Your Face", er gået bort i en alder af 86 år.
Det udtaler familien til Variety.
Flack, der begyndte sin karriere som klassisk pianist, brød for alvor igennem i 1971, da hendes sang "The First Time I Ever Saw Your Face" blev brugt i Clint Eastwoods instruktørdebut "Play Misty for Me." Sangen blev et kæmpehit og sikrede hende en Grammy Award for Record of the Year – en pris hun imponerende nok også vandt året efter med "Killing Me Softly With His Song."
"Vi er knuste over, at den herlige Roberta Flack døde i morges 24. februar 2025. Hun døde fredeligt omgivet af sin familie. Roberta brød grænser og rekorder. Hun var også en stolt underviser," lyder det i en officiel udtalelse.
ALS satte en stopper for musikken
I 2022 blev det offentliggjort, at Flack led af den uhelbredelige sygdom ALS. Diagnosen betød, at hun ikke længere var i stand til at synge, og hun trak sig dermed tilbage fra musikken.
Hendes seneste udgivelse kom i 2018, hvor sangen Running blev brugt i dokumentaren "3100: Run and Become." Selvom hendes egen karriere bød på utallige hits, blev "Killing Me Softly With His Song" også en verdensomspændende succes, da "The Fugees" i 1996 genindspillede den i en nyfortolkning.
Roberta Flack efterlader sig en arv, der vil leve videre gennem hendes musik. I 1999 blev hendes navn foreviget på Hollywood Walk of Fame, og hendes sange vil fortsat lyde i generationer fremover.
Du kan høre megahittet "Killing Me Softly With His Song" her: