Efter 2 uheldige fredage i træk: Tivoli lancerer nyt tiltag til Fredagsrock

Mathias Nielsen

139 uger siden

|

26/04/2022
Indland
Foto: Shutterstock.com.
Foto: Shutterstock.com.
Tivoli lancerer nu et nyt system, så man undgår vanvittige køer til Fredagsrock.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fredagsrock er tilbage i Tivoli, og det samme man kan vist roligt siges om menneskemængden. Første fredagsrock - 22. april - stod på Icekiid og Jimilian, og det blev en travl aften for Tivolis vagter og politiet.

Samme sang blev det i fredags, hvor Artiegeardit og Andreas Odbjerg skulle sætte weekenden i gang.

Det lokkede så mange mennesker, at der var køer foran indgangene til Tivoli, og mange, der ulovligt forsøgte at forcere hegnet for at komme ind, da Tivoli måtte lukke indgangene som følge af opbrugt kapacitet.

Fredagens kaos vil man gerne undgå igen, og derfor indfører Tivoli nu et nyt pladsreservationssystem. Det oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.

”Vi elsker glade gæster i Tivoli, og vi elsker at afvikle koncerter, som giver os stærke fælles oplevelser på tværs af generationer. Men hvis alle fortsat skal have gode Tivoli-oplevelser, er det nødvendigt at ændre i kapaciteten for nogle af de større begivenheder, og det er nødvendigt for Tivoli at kunne håndhæve det. Tivoli har en stærk og erfaren beredskabsorganisation med dygtige kontrollører og uddannede crowd safety-medarbejdere, siger administrerende direktør i Tivoli, Susanne Mørch Koch og tilføjer:

“Vi har afholdt Fredagsrock i Tivoli i 25 år. Men efter Corona har vi set en ændret gæsteadfærd særligt blandt det yngre publikum. Det gør, at vi nu til større begivenheder over sommeren indfører pladsreservation for events, hvor efterspørgslen vurderes at kunne overstige kapaciteten på arrangementet.”

Tivoli er nu klar med en løsning, hvor gæsterne via billetlugen.dk, kan sikre sig en plads til den kommende koncert med Aqua. Tivoli vil løbende evaluere behovet for pladsreservation, og det bliver tydeligt angivet løbende i programmet på Tivoli.dk samt på de sociale medier, hvornår pladsreservation er nødvendig.

Pladsreservationen er gratis for alle, men dem, der ikke har Tivolikort skal, som altid, købe en entrebillet, der sammen med pladsreservationen skal vises ved indgangen.

Har man reservation til en af Tivolis restauranter eller forestillinger, behøver gæsterne ikke pladsreservation. Det samme gælder for gæster, der er i Tivoli inden et givet tidspunkt på dagen, som for den kommende koncert på fredag vil være klokken 16:00.