DMI melder ud: Uret går til sommertid, men vejret siger vintertid

Jesper Bengtson

104 uger siden

|

25/03/2023
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Urene skifter til sommertid natten til søndag, men vejret følger tilsyneladende ikke med.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Natten til søndag skifter vi til sommertid, hvilket betyder, at urene rundt omkring i Danmark skal sættes en time frem.

Sommertid er noget, som mange forbinder med lunere temperaturer, mere sol og lyse nætter. Men sådan bliver det ikke helt endnu.

Vejret har nemlig ikke tænkt sig at skifte til sommertema, bare fordi uret gør det. Faktisk så minder vejret i den kommende tid mere om vinter, end den minder om sommer.

Sådan lyder det fra DMI.

Vejret resten af lørdagen er noget, som danskerne i den grad har oplevet før, da det byder på grå skyer og byger med regn. I løbet af natten, når tiden skifter til sommertid, vil koldere luft strømme ned over det danske land.

Bygerne vil stadig være der, og i kombination med de koldere temperaturer risikerer flere områder slud eller sne i løbet af natten til søndag - samme nat som urene skifter til sommertid. 

Natten til mandag ser vintertendenserne ud til at fortsætte, da bygerne primært vil medbringe sne denne nat. Det betyder også, at det kan ligge sne mandag morgen. 

I den forbindelse opfordres der til, at man skal holde øje med trafikinfo.dk, og at man skal køre hjemmefra i god tid, hvis man skal afsted mandag morgen.

Sneen bliver dog umiddelbart ikke liggende hele dagen, da prognosen siger, at dagtemperaturen vil holde sig over frysepunktet. 

Om vintervejret og kulden fortsætter er svært at spå om, skriver DMI, der yderligere tilføjer, at Danmark i næste uge bliver en slagmark rent vejrmæssigt:

“I næste uge kommer Danmark nemlig til at udgøre slagmark mellem kold luft mod nordøst og varm luft mod sydvest. Fronter med nedbør presser på fra sydvest, men et højtryk over Nordskandinavien bremser deres fremmarch.”, lyder det.

Af den grund kan næste uges nedbør nemlig falde som både regn, slud og sne. Det er nemlig afhængigt af, hvor i landet man befinder sig.

Det tilføjes yderligere, at temperaturen vil holde sig til den kølige side.