Danskerne har for alvor taget hul på weekenden, der tegner sig til at blive en lun en af slagsen.
Temperaturerne tager nemlig et nøk opad, men det ustadige vejr har for alvor fået sit tag over Danmark.
Lørdag åbner pænt med masser af sol og tørt vejr, men fra sidst på formiddagen begynder de første byger at vise sig på himlen.
Da det er varm og fugtig luft der ligger over landet, kan bygerne lørdag eftermiddag også være med torden.
Det skriver DMI.
Men der er ikke noget som er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Når snakken falder på temperaturen, så er der nemlig god grund til at trække lidt ekstra på smilebåndet. Den kommer nemlig op mellem 20 og 25 grader, i den østlige del lokalt helt op til 28 grader.
Når søndagen løber af stablen, så drejer vinden mod nordvest.
Det bliver en stort set tør dag, men igen kan der kommer enkelte eftermiddagsbyger.
Vinddrejningen kan tydeligst mærkes i Vestjylland, hvor det blæser lidt op, hvilket får temperaturen til at falde til 15-20 grader.
Resten af landet ligger i den varme luft og kan flere steder nå 25 grader.