På de danske strande kan man ofte finder tang, muslinger og nogle gange endda rav, men på en nordjysk strand ved Mårup Kirke i Hjørring er det noget HELT andet, man i disse dage kan finde.
Ifølge TV2 Nord vrimler det nemlig med ægte menneskeknogler på stranden.
Det kan pensionist Georg Larsen, som bor i Lønstrup, skrive under på. Han er nemlig selv flere gange stødt på én eller flere menneskeknogler, når han har gået tur på stranden.
"Det er lidt uhyggeligt," har han udtalt, men selvom det forståeligt nok ér uhyggeligt at finde de mange knogler, så er det faktisk ikke så underligt, som det måske lyder.
Knoglerne er nemlig hverken arkæologiske fund eller bevismateriale i en drabssag. De stammer tværtimod fra helt almindelige døde mennesker, som har været begravet på kirkegården tilhørende Mårup Kirke.
Problemet er, at skrænten, som kirken og kirkegården er placeret på, er ved at styrte sammen, og i takt med at der forsvinder mere og mere af skrænten, styrter der også flere og flere gravsteder ned på stranden. Dette fører uundgåeligt til, at knoglerne fra de gamle lig ender på stranden.
Her bliver de så ofte fundet af forbipasserende som Georg Larsen, og heldigvis leverer de fleste ifølge graver Laila Hyldgaard Tronsen knoglerne til enten kirken eller politiet.
"Der var faktisk en knogle, der blev indleveret til Nordjyllands Politi. Men det sker også sommetider, at de bliver afleveret her," har hun således forklaret og uddybet, at hun opfordrer folk til at lægge knoglerne foran kirkens dør, hvis man finder dem.
"[...] man [kan, red.] have en pose i lommen, når man går tur. Så tager man poser udover hånden, samler knoglen op og gør ligesom hvis, man samler op efter sin hund. Så kan man lægge dem foran kirkedøren, og så sørger vi for, at de bliver begravet igen," har hun således forklaret.
Hun synes nemlig, at det er vigtigt, at knoglerne bliver begravet igen på en værdig måde i stedet for at ende som souvenir på en hylde i et sommerhus eller lignende. Det ér desuden ulovligt at beholde fundne menneskeknogler.
De fundne knogler bliver begravet igen ved Lønstrup Kirke, og gravstenen ved Mårup Kirke bliver af blandt andre Laila Hyldgaard Tronsen flyttet til den anden ende af kirkegården ved Mårup Kirke, inden skrænten styrter sammen der, hvor de står.
"De [gravstenene, red.] er jo også blevet reddet fra at falde i havet. For det er jo ikke kun knoglerne, der falder ud over, det er alle gravstenene, hvis ikke vi får dem reddet i tide," har graveren forklaret.