Selvom det danske klima ikke er til det hele året, så kan man under normale omstændigheder altid få fat i en agurk og/eller tomat nede i det lokale supermarked.
Det er dog ikke tilfældet alle steder lige nu, for dårlige vejrforhold i Sydeuropa, hvor detailhandlerne normalvis får deres grøntsager fra på denne årstid, har nemlig givet problemer på forsyningsfronten.
Det gælder blandt andet Coop og Rema 1000. Det ellers varme efterår er blevet afløst af kulde, og det er altså et problem for grøntsagsvæksten.
- Det har betydet, at mange planter er gået i stå eller er blevet ødelagt. Det er en meget speciel situation, siger Jonas Schrøder, der er kommunikationschef i Rema 1000 ifølge TV Midtvest.
Jonas Schrøder fortæller, at leverancen af visse grøntsager er faldet med helt op til 20-25 procent.
Hos Rema 1000 gælder det, at tomater, agurker, peberfrugter, auberginer og diverse bær er sværere at få fat på end ellers.
Oveni de generelle udfordringer med vejret er der opstået endnu en udfordring for dagligvarekæden, fortæller Jonas Schrøder.
- Vi har fået en del tomater fra Sicilien på det seneste, men der har der været haglstorm og oversvømmelser i weekenden. Så der er ikke det, der ikke er galt.
Det er desuden svært at få store mængder af salater, blom- og spidskål hjem.
Der er derfor også et begrænset antal på hylderne
Hos Coop gælder det særligt peberfrugter, økologiske agurker, broccoli, courgetter og auberginer.
- Der er nogle, der kommer i en lidt mindre udgave, og der er også nogle, der bliver presset en smule op på prisen, siger Lars Aarup, kommunikations- og analysechef hos Coop og tilføjer, at tidshorisonten for forsyningsproblemet er ukendt.