ALDI deler kæmpe nyhed

Emil Martesen

94 uger siden

|

27/02/2023
Indland
Foto: ALDI
Foto: ALDI
Nu løfter den populære discountkæde sløret for en kæmpe nyhed i kølvandet på at de forlader det danske marked.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Aldi’s danske eventyr lakker for alvor mod enden. 

Og udover et hav af butikkerne er solgt til andre ejere, så er der stadig en lang række ALDI-butikker, som inden længe vil stå helt tomme. 

Men nu står det sort på hvidt, at ALDI benytter lejligheden til at drive samarbejdet med Stop Spild Lokalt til en helt ny dimension. 

Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse

Stop Spild Lokalt, der driver 29 Madoaser, hvor gratis overskudsmad fra blandt andre ALDI gives til borgere, der har svært ved at få madbudgettet til at række, får nemlig doneret reoler, kølebokse og en masse andet inventar fra 15 ALDI-butikker i forbindelse med kædens exit. 

Dagligt uddeler Stop Spild Lokalt cirka 30 tons overskudsmad, og inventaret fra ALDI vil gøre en mærkbar forskel for Madoasernes frivillige personale og brugere. 

Det lægger CEO og stifter af Stop Spild Lokalt, Rasmus Erichsen, heller ikke skjul på: 

”Vi har i Stop Spild Lokalt længe haft en drøm om at gøre vores Madoaser til noget mere ensartet genkendeligt for vores brugere. Det er med til at skabe tryghed, når det ligner noget, som man kender. Derfor er vi glade for, at ALDI har valgt at donere deres inventar til os, når deres butikker lukker,” siger Rasmus Erichsen, CEO og stifter af Stop Spild Lokalt. 

De første ALDI-butikker er allerede tømt, og inventaret er på vej til Madoaser over hele landet. De frivillige tømmer de lukkede ALDI-butikker for eventuelle restvarer og inventar i umiddelbar forlængelse af butikkernes ophørsudsalg. 

Største donation nogensinde 

Donationen af inventar fra ALDI er den største enkeltstående donation, Stop Spild Lokalt til dato har modtaget. Grundlægger Rasmus Erichsen vurderer, at donationen kan spare Stop Spild Lokalt for minimum 50.000 kr pr. madoase, som er den estimerede pris, hvis inventaret skulle købes brugt. 

“En donation af inventar betyder meget for en organisation som os. Vi ville aldrig få råd til selv at købe inventaret, og derfor er det helt fantastisk, at vi nu kan genbruge noget, i stedet for det skal smides ud,” lyder det fra Rasmus Erichsen. 

Donationen fra ALDI omfatter alle slags reoler (inkl. bake-off og frugt & grønt), køle- og frostbokse, T-vogne / rulleborde, indkøbskurve, rengøringsvogne, skraldespande og skraldestativer, A-skilte og inventar fra butikkernes baglokale. 

Frivillige fra Stop Spild Lokalt afhenter løbende overskydende fødevarer fra lokale ALDI-butikker ved kølenedbrud og fejlleveringer, eller hvis varer er tæt på udløbsdato. Det var derfor oplagt for ALDI at række ud til Stop Spild Lokalt i forbindelse med, at en række ALDI-butikker lukker i januar og februar, som konsekvens af ALDIs ejeres beslutning om at forlade det danske marked. 

”Vi er meget glade for samarbejdet med Stop Spild Lokalt, og med denne særlige donation får de i endnu højere grad mulighed for at hjælpe økonomisk pressede danskere landet over. Så den lå lige til højrebenet. Det er en rar tanke, at vores inventar kan genbruges og skabe gavn for mange,” siger Katrine Milman, CSR-chef i ALDI Danmark. 

Størstedelen af ALDIs butikker er fortsat åbne. Se adresse og åbningstider for alle butikker på aldi.dk/find-butik og læs mere om ophørsudsalget på aldi.dk/ophoersudsalg