11 personer indlagt med utrolig sjælden madforgiftning: Sådan blev de smittet

Nils Würtzenfeld

339 uger siden

|

18/06/2018
Indland
Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Myndighederne arbejder stadig på at finde frem til den smittekilde, der søndag sendte 11 personer til indlæggelse med madforgiftning.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Søndag blev 11 personer fra Sønderjylland indlagt med symptomer på den alvorlige madforgiftnings-bakterie botulismus, som også går under navnet pølseforgiftning.

Syv af de 11 personer blev indlagt på intensiv på grund af stærkt besværet åndedræt, mens fire personer var uden symptomer og derfor blev indlagt under observation.

Myndighederne ved fortsat ikke, hvad der præcis har forårsaget forgiftningen, men det ligger nu fast, at de 11 personer alle er gamle venner, der deltog i samme arrangement i Sønderjylland i løbet af weekenden. Det skriver Ekstra Bladet.

- Det er en gruppe tidligere arbejdskolleger, der er mødtes til et arrangement fredag og lørdag morgen. De har alle spist sammen flere gange, og derfor er Fødevarestyrelsen ved at finde ud at, hvad de helt præcist har indtaget, siger Bjarne Dahler-Eriksen, der er lægefaglige direktør i Sygehus Sønderjylland, til Ekstra Bladet.

Det oplyses yderligere, at maden er indtaget på en privat adresse, og ifølge Bjarne Dahler-Eriksen er alle de indlagte pensionister.

Botulisme er en ekstrem sjælden forgiftning. Blot mellem nul og to tilfælde af forgiftningen registreres om året af sundhedsmyndighederne.

Bjarne Dahler-Eriksen forklarer mandag morgen, at de syv mennesker, der ligger på Sønderborg Sygehus, er i bedring.

- De har det efter omstændighederne godt. En er stadig på intensiv, men er ikke i respirator. De seks andre ligger på vores medicinske afdeling, og de er alle stabile. De har det så meget bedre, at man overvejer at udskrive dem enten i dag eller i morgen, forklarer han til Ekstra Bladet.

Den første patient blev indlagt lørdag aften, og natten til søndag fulgte flere af de andre personer, og det fik hurtigt lægerne til at tro, at der måtte være tale om en madforgiftning.

Da sammenhængen først stod klart for myndighederne, måtte Statens Serum Institut i en fart hente modgift på hospitaler i Oslo og Lübeck.

Noget der skulle foregå i al hast, før det var for sent.

- Hvis først nervegiften har sat sig på musklerne, er der ikke så meget at gøre. Men hvis giften stadig cirkulerer i kroppen, kan modgiften gøre en forskel, forklarer Bjarne Dahler-Eriksen til Ekstra Bladet.

Ritzau har siden talt med Fødevarestyrelsen, der fortsat undersøger sagen.

- Vi blev kontaktet allerede i formiddags (søndag formiddag, red.). Vi har taget en række prøver af den mad, som selskabet har spist. Nu skal vi finde ud af, hvad der kan have forårsaget forgiftningen, lyder det fra Nikolas Kühn Hove, der er beredskabschef ved Fødevarestyrelsen.