Ekspert er ikke i tvivl: Nu falder priserne for alvor på dagligvarer

Mathias Nielsen

92 uger siden

|

12/04/2023
Forbrug
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Der er godt nyt til alle dem, som er trætte af høje priser i supermarkedet. Priserne vil nemlig falde inden længe.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det har været dyrt at handle ind i mange måneder efterhånden. Danskerne har dog været gode til at omstille sig til en hverdag med stigende priser, men nu er der godt nyt på vej.

Tirsdag kunne de store dagligvarekoncerner Salling Group og Coop nemlig meddele Finans, at man nu ville sænke priserne på flere dagligvarer.

Handler du ikke i nogle af Coop eller Salling Groups butikker, så kan du stadig se frem til en fordel og bedre tider i det lokale supermarked.

B.T.s forbrugerredaktør, Niels Philip Kjeldsen, tror nemlig, at tirsdagens udmelding kan vise sig at lave en regulær dominoeffekt på hele branchen.

»Det kan der, hvis du spørger mig, ikke længere være tvivl om. Det sker inden året er omme, hvilket der er to årsager til. For det første skal man huske, at samme kæder gik og varslede prisstigninger i et halvt år, før fødevarepriserne for alvor begyndte at stige,« siger Niels Philip Kjeldsen til B.T og fortsætter:

»Nu ser vi samme mønster; at man nu varsler markedet, at der kommer prisfald. For det andet: Priserne skal falde! De globale fødevarepriser er faldet mange måneder i træk, og benzin, diesel, gas, fragt og så videre falder.« 

Hvornår vil det så ske? Det ved kun tiden, men Niels Philip Kjeldsen tror, at man vil se prisfaldene henover sommeren eller lige herefter.

Han vurderer desuden, at nogle varer vil falde i pris, mens andre vil flade ud og holde nuværende prisniveau. Der er altså lys for enden af tunnelen, og måske skal vi ikke vente længe på lavere priser.