Voldsom oplevelse: Maskeret mand løb efter 10-årig cyklende dreng

Julie Møller

167 uger siden

|

07/10/2021
112
Foto: Shutterstock.
Foto: Shutterstock.
Drengen var kommet cyklende ad Kvædevej i Allerød, da en maskeret mand pludselig hoppede ud foran ham.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Klokken 19.18 onsdag aften modtog Nordsjællands Politi en anmeldelse.

Den kom på vegne af en 10-årig dreng. Omkring et kvarter tidligere var han kommet cyklende ad Kvædevej i Allerød, da en maskeret mand pludselig hoppede ud foran ham.

Det lykkedes drengen at undvige manden, og den 10-årige cyklede hurtigt af sted, mens manden løb efter ham. 

Efterfølgende så drengen, at manden blev samlet op af en sort varebil. 

Efter anmeldelsen kørte patruljer til stedet for at lede efter manden og varebilen, og der blev med hunde gået spor i området. 

Det var dog ikke muligt at finde den maskerede mand, skriver Nordsjællands Politi i den seneste døgnrapport.

Manden beskrives som: 170-180 cm, muskuløs/kraftig af bygning. Iført sort tøj, tætsiddende bukser, handske på venstre hånd og sort elefanthue.