Voldelig knallertkører efterlyses: Steg af og gennembankede ældre mand

Ninna Andreasen

404 uger siden

|

23/03/2017
112
En 78-årig mand har fået hoftebrud, efter han onsdag morgen blev tæsket af en vred knallertkører. Politiet beder om hjælp til at finde voldsmanden.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Efter et voldeligt overfald på en 78-årig mand onsdag morgen efterlyser Midt- og Vestsjællands Politi nu en knallertkørende galning.

Klokken 8.24 slog offeret alarm. Han havde gået på en sti mellem Greve Gymnasium og Dagmarskolen, da en knallert kom kørende mod ham i høj hastighed. Den ældre mand signalerede til knallertføreren, at han skulle sætte farten ned. Det tog føreren ikke vel imod.

Knallertkøreren standsede, steg af sit køretøj og gik hen til den 78-årige. Han blev skubbet hårdt i brystet, så han faldt omkuld. Efterfølgende blev han sparket. Knallertføreren kørte derefter videre mod gymnasiet.

Den ældre mand blev kørt på skadestuen efter overfaldet. Her kunne lægerne konstatere, at han havde pådraget sig et brud på hoften.

Politiet arbejder nu videre på at få identificeret føreren af knallerten. Han beskrives som dansk af udseende, 17 til 18 år og med kort, sort hår. Nummerpladen på knallerten blev delvist aflæst, men politiet har ikke offentliggjort den.

Har man oplysninger i sagen, kan de gives til Midt- og Vestsjællands Politi på telefonnummer 114.