Kvinde fra Falster fik sit livs chok: Uventet gæst lå på hendes køkkengulv

Nils Würtzenfeld

332 uger siden

|

08/08/2018
112
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En stakkels kvinde fra Nykøbing Falster havde natten til onsdag fået uønsket besøg i sit hjem. Nu efterlyser politiet ejeren til den fremmede gæst.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Med varme nætter som dem vi oplever i øjeblikket, kan man nemt vågne op om natten og trænge til et glas vand.

Således havde tørsten i nat drevet en kvinde fra Nykøbing Falster ud af sengen, men da hun trådte ud i køkkenet i sin lejlighed, fik kvinden formentlig sit livs chok. Det skriver TV Øst. 

For på køkkengulvet foran hende lå en omtrent en meter lang, grøn kongepyton og hvæsede af hende.

Den forfærdede kvinde ringede straks til alarmcentralen for at få hjælp til at håndtere den ubudne gæst, og i første omgang blev Falck kontaktet.

Falck kunne imidlertid ikke komme kvinden til undsætning, så derfor besluttede man at sendte en patrulje fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til kvindes lejlighed i Tværgade i Nykøbing Falster, hvor kvælerslangen havde besat køkkenet.

Selvom der ikke står slangetæmmer på nogle af betjentenes cv og på trods af det faktum, at den type opgaver normalt ikke ligger inden for politiets ansvarsområde, fik to tapre betjente alligevel håndteret kvælerslangen.

- Noget tyder på, at den ene betjent kender lidt til den slags, fortæller Henrik Carlsen, som er vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV Øst.

Efter at have indfanget det lange krybdyr, tog betjentene efterfølgende kontakt til Krokodille Zoo i Eskilstrup, der ligger i nærheden. Her indvilligede man i at tage imod dyret, selvom den undslupne slange ikke har adresse hos Krokodille Zoo’en.

Nu efterlyser politiet kvælerslangens ejermand, men indtil videre har man ikke fået nogen henvendelser, fortæller vagtchef Søren Østervig onsdag morgen klokken 07.30.

- Vi har efterlyst ejeren på Twitter. Så håber vi, at ejermanden henvender sig, når han eller hun vågner op her til morgen, siger han til TV Øst.