Groft hærværk mod muslimske gravpladser: Politiet efterlyser pårørende

Nils Würtzenfeld

407 uger siden

|

27/02/2017
112
Foto: Rushy Rashid/Faebook
Foto: Rushy Rashid/Faebook
En række muslimske grave på Vestre Kirkegård er i weekenden blevet udsat for hærværk. Nu vil politiet gerne høre fra pårørende.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Søndag eftermiddag ventede der radiovært og journalist Rushy Rashid en både trist og foruroligende oplevelse, da hun var taget på Vestre Kirkegård i København.

Rushy Rashid havde taget turen for at lægge blomster på sin mors grav, men pludselig gjorde hun en uhyggelig opdagelse.

- Til min store gru ser jeg, at stenen på graven ved siden af er knækket. Først tænker jeg at det må være frosten, men så får jeg øje på de andre grave rundt omkring. Stenene er også væltet der, og på flere af gravene kan jeg se fodspor - andre er væltet med soklen, skriver Rushy Rashid i en opdatering på hendes Facebook-profil.

Nogen havde altså udøvet groft hærværk på en række af gravpladserne, som alle befinder sig i den muslimske afdeling 22.

Efterfølgende kontaktede Rushy Rashid Københavns politi for at anmelde hærværket, men i første omgang kunne dette ikke lade sig gøre. 

- Dybt frustreret, vred og ked af det har jeg kontaktet Københavns Politi, men da det ikke er mig, der er forurettet eller har været udsat for hærværket, så kan de ikke modtage min anmeldelse, skriver Rushy Rashid i sit opslag og valgte derfor efterfølgende at dele billeder af de vandaliserede gravpladser i håb om, at pårørende ville anmelde de krænkende handlinger.

- Derfor har jeg valgt at smide disse billeder op på Facebook. Hvis I kan genkende gravene eller kender pårørende til disse grave, så bed dem om selv at anmelde dette hærværk, forklarer Rushy Rashid.

Heldigvis har politiet siden godkendt radioværtens anmeldelse, efter de havde set billederne i Rushy Rashids Facebook-opslag.

- Kære Alle, tusind tak for deling af opslaget. Jeg blev her i aftes ringet op af Københavns politi, som beklagede, at de ikke tog imod min anmeldelse tidligere i dag. Via mediernes dækning kan de se, at hærværket er omfattende. Derfor har de nu modtaget min anmeldelse. Så nu er der styr på den del af det, lød det efterfølgende fra Rushy Rashid i en opfølgning til hendes tidligere Facebook-opslag.

Hos Københavns Politi bekræfter man overfor TV 2 Lorry, at man nu har optaget anmeldelsen.

- I første omgang får vi det indtryk, at der er tale om et enkelt gravsted, og i den slags sager er det normal procedure, at anmeldelsen skal komme fra ejeren. Men da vi senere bliver gjort opmærksom på Facebook-opslaget, kan vi se, at det er forholdsvis omfattende, siger vagtchef Thomas Tarpsgaard til Tv2lorry.dk.

Københavns Politi har dog endnu ikke haft mulighed for at undersøge sagen, men de efterlyser og hører gerne fra forurettede pårørende, hvis families gravsted er blandt de ødelagte.

- Vi vil gerne høre, hvornår de kan sige, at gravstederne med sikkerhed har set ordentlige ud. Det kan hjælpe os med at fastslå, hvornår det her er sket, og om det for eksempel er sket over flere omgange, forklarer Thomas Tarpsgaard.