Gravide Louise blev dræbt på gåtur: Hunden Maggie kan måske afsløre morderen

Morten Larsen

419 uger siden

|

08/11/2016
112
Foruden den ukendte gerningsmand er hunden det eneste levende væsen, som overværede mordet på den gravide kvinde.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fredag aften ved syv-tiden blev Louise Borglit fundet brutalt myrdet i Elverparken i Herlev.

Forinden havde den 32-årige kvinde iklædt sig regntøj og gummistøvler, inden hun skulle lufte sin søsters hund i parken.

Ekstra Bladet skriver tirsdag formiddag, at hunden måske har nøglen til at løse mysteriet om det bestialske mord.

Foruden den ukendte gerningsmand er hunden det eneste levende væsen, som overværede mordet på den gravide kvinde.

Golden retrieveren med navnet Maggi sad trofast ved siden af Louise Borglit, da hun slemt tilredt blev fundet af en forbipasserende i parken i udkanten af hovedstaden. 

Familiehunden sad stadig ved den døende kvinde, da politi- og ambulancefolk lidt senere ankom til stedet.

- Vi har undersøgt den i et vist omfang for at se, om der var synlig afsmitning på hunden. For det var da også vores tanke, at den kunne have været tæt på gerningsmanden, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose til Ekstra Bladet.

Politiet forklarer til avisen, at der ikke ble fundet synlige spor på hunden, men at Maggi er blevet aftørret i forsøget på at indsamle DNA og andre tekniske beviser.

Morderen er stadig på fri fod, og hos Københavns Vestegns Politi er man åbne for teorien om, at Louise Borglit blev forvekslet med en anden kvinde, da hun blev stukket ihjel med en kniv.

- Den teori kan jeg af gode grunde ikke afvise. Hun var iført regntøj med hætten slået op, og så bliver man jo relativt ugenkendelig, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose til BT.