Se den dramatiske video: Betjent redder kørestolsbruger ud af brændende bygning

Mathias Madsen

25 uger siden

|

26/06/2024
Viralt
Foto: YouTube / Fox 29 Philadelphia
Foto: YouTube / Fox 29 Philadelphia
En amerikansk betjent bliver i disse dage hyldet for sin helteindsats, som blev foreviget på hans kropskamera.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

"Hverdagens helte" bliver betjente, brandfolk, sygeplejersker, ambulancebehandlere og andre, der arbejder i beredskabet og sundhedssektoren, ofte kaldt, og det er ikke uden grund.

De mennesker, som har valgt at arbejde i disse erhverv, går nemlig hver dag på arbejde for at hjælpe alle os andre, men af og til gør enkelte af disse "hverdagens helte" noget, som er ud over det sædvanlige.

Én af dem er politibetjenten Kevin Long fra Evesham Police Department i den amerikanske delstat New Jersey. Tidligere på måneden risikerede han nemlig sit eget liv for at redde en ældre handicappet mand ud af en brændende bygning, som var beliggende i et seniorbofællesskab.

Det skriver flere internationale medier; herunder BBC og Fox 29.

Først på stedet

Betjenten ankom som første mand til en brændende bygning, og i bygningens entré mødte han en ældre dame, som panisk gjorde ham bekendt med, at hun ikke var i stand til at få sin handicappede mand ud af den brændende bygning.

Manden var afhængig af sin kørestol, men sad i en almindelig stol i spisestuen, og konen var ikke i stand til at få ham over i kørestolen eller bære ham ud.

Betjent Long bad hurtigt damen om at forlade den brændende bygning, men trods den tykke og potentielt livsfarlige røg, der allerede havde fyldt det meste af huset, gjorde han ikke det samme.

"Uden at tøve og under ekstremt farlige forhold gik betjent Long ind i hjemmet, navigerede gennem nærmest ingen sigtbarhed for at igangsætte en redning af den fangede beboer," har det lokale politi mandag skrevet i en pressemeddelelse, hvor betjenten hyldes for sit mod, som uden tvivl har reddet den ældre borgers liv.

I forbindelse med pressemeddelelsen delte politiafdelingen også de dramtiske optagelser fra betjent Longs kropskamera, hvor man sekund for sekund kan se, hvordan redningsaktionen udfoldede sig.

Se optagelsen herunder:

Ifølge politiet er begge husets beboere i 70'erne, og manden har en lidelse, som gør, at han ikke kan gå. De blev begge kørt til behandling for ikke-livstruende skader på hospitalet og har det fint i dag.

Brændvæsenet ankom kort efter redningsaktionen, og det lykkedes dem at bekæmpe branden, som derfor holdt sig til køkkenet og spisestuen og ikke spredte sig til hverken resten af huset eller nogen af nabobygningerne.

Faldt til jorden

I optagelsen fra betjent Longs kropskamera kan man se, at han falder til jorden, efter han har reddet den ældre mand ud af bygningen, men ifølge politichef Walt Miller rejste betjenten sig hurtigt op igen og fortsatte med at evakuere 16 nærliggende boliger.

Betjent Long blev efterfølgende behandlet for mild røgforgiftning på hospitalet, og han har det heldigvis fint i dag.

Den heltemodige betjent blev tidligere på måneden hyldet for sin indsats, og det var ikke første gang, at han modtog hæder. Han blev således i 2020 kåret som årets betjent i distriktet.