En stille dag ved floden i Indonesien udviklede sig til et mareridt, da en 43-årig kvinde blev angrebet og dræbt af en krokodille, mens hun samlede vandspinat med sine venner.
Tarti Kolengsusu var sammen med tre veninder ved Air Biak-floden, da det store rovdyr pludselig greb fat i hendes ben og trak hende under vandet.
Det skriver Dailymail
Hun kæmpede desperat for sit liv, skreg om hjælp og greb fat i sine venners hænder, men krokodillens enorme styrke gjorde modstanden nytteløs.
Trods de desperate forsøg på at trække hende i sikkerhed, måtte veninderne give op og flygte for at slå alarm.
Da redningsfolk og lokale nåede frem, var det for sent. Krokodillen havde allerede kvalt hende og svømmede rundt i floden med hendes livløse krop i kæberne.
Optagelser fra stedet viser den store krokodille cirkle rundt nær flodbredden, mens Tarti Kolengsusus lange hår svævede i vandet.
Vidner kunne intet gøre andet end at kigge til, mens dyret tilsyneladende "legede" med sit bytte.
Veninder måtte trække sig
Først efter to timers ventetid slap krokodillen taget, og de lokale kunne endelig hente den dræbte kvinde op af vandet.
"Hun råbte ’hjælp mig, jeg er i fare!’, men hendes veninder måtte slippe taget, fordi de frygtede selv at drukne," fortæller den lokale politichef i en udtalelse.
Krokodilleangreb i Indonesien er et voksende problem, da mange af rovdyrene bliver presset tættere på landsbyerne på grund af overfiskeri, minedrift og ødelæggelse af deres naturlige levesteder.
Landet har verdens højeste antal angreb fra saltvandskrokodiller, hvor omkring 450 mennesker er blevet dræbt de sidste ti år.
Myndighederne har nu varslet en diskussion om, hvordan lignende tragedier kan forhindres i fremtiden, men de lokale frygter, at problemet kun vil vokse, efterhånden som mennesker og krokodiller presses tættere sammen.