Undersøgelse: Kvindelige patienter har større risiko for at dø, hvis kirurgen er en mand

Mathias Madsen

154 uger siden

|

06/01/2022
Videnskab
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En canadisk undersøgelser viser, at kvinder har 32% større risiko for at dø under en operation, hvis operationen bliver udført af en mandlig læge. Til sammenligning er der ingen forskel for mandlige patienter.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En undersøgelse som er blevet foretaget af University of Toronto viser en bekymrende tendens, når mænd opererer kvinder. Undersøgelsen viser nemlig, at kvinder har 32 procent større risiko for at dø under eller efter en operation, hvis kirurgen er en mand.

Derudover har undersøgelsen også vist, at kvinder samtidig har 15 procent større risiko for et værre forløb efter operationen, hvis de blev opereret af en mand, end de ville have, hvis kirurgen var en kvinde. 

Undersøgelsen har derfor sat gang i en debat om hvorvidt læger bliver ubevidst påvirket af patientens køn. Det skriver Unilad.

Undersøgelsen har analyseret mere end 1,3 millioner patienter og næsten 3000 kirurger og undersøgte udfaldet af 21 forskellige former for operationer, lige fra enkle knæ- eller hofteoperationer til avancerede hjerne- og hjerteoperationer. 

Til sammenligning fandt studiet ud af, at kirurgens køn ikke havde nogen betydning for mandlige patienter, og kvindelige patienter klarede sig hverken bedre eller dårligere end mandlige, når det var en kvindelig kirurg. Til gengæld gik det betydeligt dårligere for de kvindelige patienter end for de mandlige, hvis kirurgen var en mand. 

Ifølge The Guardian udtalte medforfatter af undersøgelsen, Dr Angela Jerath: "Det her resultat har mærkbare medicinske konsekvenser for kvindelige patienter." Hun uddybede: "Vi har i vores rapport demonstreret, at vi svigter nogle af vores kvindelige patienter, og at nogle unødvendigt 'falder på gulvet' med ugunstige og, i nogle tilfælde, fatale konsekvenser."

Jerath udtalte, at undersøgelsens resultater er "bekymrende" og "foruroligende" og understregede samtidig, at mandlige og kvindelige kirurger får præcis den samme træning og uddannelse, og at det derfor ikke kan skyldes tekniske årsager. 

Hun foreslår i stedet, at årsagen kan være en "underbevist, dybt indgroet partiskhed, stereotyper og attituder", ligesom "forskellen mellem den mandlige og kvindelige fysiske arbejdsmetode, beslutningstagen og dømmekraft" kan være årsager.  

Ortopædkirurg fra Royal College of Surgeons of England, Scarlett McNally, udtalte til The Guardian, at årsagen måske kunne være, at kvindelige patienter er tryggere ved at snakke med kvindelige fremfor mandlige kirurger, og at kvinder ofte er mere tilbøjelige til at følge råd fra andre kvinder. 

Ifølge Lægeforeningen er størstedelen af ældre læger i Danmark mænd, mens de yngre læger primært udgøres af kvinder, og det samlede antal af læger i Danmark er derfor delt næsten præcis ligeligt mellem mænd og kvinder.