Gravid kvinde nægtet adgang til hospital på grund af udløbet coronatest: Konsekvenserne var ufattelige

Mathias Madsen

154 uger siden

|

06/01/2022
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Flere gravide kvinder har angiveligt oplevet at blive nægtet adgang til hospitaler i Kina, fordi de ikke havde en gyldig coronatest. Det har nu fået alvorlige konsekvenser for både personalet og kvindernes ufødte børn.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Byen Xian i Kina oplever lige nu stigende smitte med Covid-19, og der er derfor blevet igangsat en nedlukning i byen, som skal dæmpe smitten. Nedlukningen har ifølge Yahoo News været i gang i 14 dage og påvirker 13 millioner mennesker. 

Én af forholdsreglerne er, at man ikke kan få lov at komme ind på et hospital, medmindre man har en negativ coronatest eller, at man har en såkaldt højrisiko gul eller rød helbredstilstand.

Disse regler har resulteret i, at mindst to kvinder har mistet deres ufødte børn, angiveligt fordi de begge blev nægtet adgang til hospitalet, fordi de henholdsvis ikke havde en test eller havde en, som var udløbet. 

Én af hændelserne skete ved Xian Gaoxin Hospital, hvor en kvinde, som var gravid i 8. måned, blev nægtet adgang til hospitalet, fordi hendes coronatest var fire timer for gammel.

Kvinden måtte vente uden for hospitalet i to timer, hvilket var skyld i, at hun senere mistede barnet. Det skrev hendes niece ifølge flere medier på det kinesiske sociale medie Weibot.

South China Morning Post og Yahoo News skriver desuden, at en video har floreret på de sociale medier, hvor man kan se kvinden sidde foran hospitalet i smerten med blod løbende ned ad benene.

Den gravide kvindes nieces opslag på Weibo fik millioner af visninger, men forsvandt onsdag morgen. Ligeledes er niecens konto blevet slettet, og det er ikke muligt at sende beskeder til hende. 

Rygter florerer derfor om, at det kinesiske medie har censoreret niecen og fjernet hendes opslag, men i en udtalelse har mediet skrevet, at niecen selv har slettet indholdet. 

Den kinesiske nyhedskanal, CIty Link, citerede kort efter hændelsen en unavngiven hospitalsansat fra det omtalte hospital til at sige: "Vi gjorde, hvad vi burde gøre."

Nu har det dog fået konsekvenser for flere af de ansatte, da lederen af hospitalet er blevet fyret, flere ansatte er blevet suspenderet og flere politikere, som har haft ansvaret for reglerne, har fået en advarsel. 

Den kommunale myndighed udtalte i dag, torsdag, efter flere undersøgelser, at hospitalet burde undskylde, og at der skal styr på procedurerne, så det ikke sker igen.

En lignende hændelse er dog angiveligt også sket for en anden kvinde, som d. 29. december skrev på Weibo, at også hun havde mistet sit ufødte barn, efter at hun først blev nægtet adgang til Shaanxi Provincial People's Hospital og derefter skulle vente flere timer på at få svar på en coronaprøve, før hun fik adgang til Nengkang Hospital. 

Udover fyringerne på Xian Gaoxin Hospitalet, så har alle hospitaler i byen også opdateret deres coronaretningslinjer siden hændelserne, og der er nu blevet oprettet specielle indgange til gravide og folk med "alvorlige sygdomme". Det skriver Yahoo News.