Ny undersøgelse slår fast: Sådan får du din grædende baby til at falde til ro på 10 minutter

Mathias Madsen

95 uger siden

|

21/02/2023
Videnskab
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Man kan ifølge en ny videnskabelig undersøgelse få stort set alle babyer til at stoppe med at græde på 10 minutter, hvis man bare følger én helt speciel strategi.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mørke rander under øjnene, kort lunte, ondt i hovedet... Det er alt sammen ting, som langt de fleste småbørnsforældre kan nikke genkende til at opleve. 

Det er nemlig bivirkninger ved for lidt søvn, og netop søvn er noget, som de færreste småbørnsforældre får særlig meget af - slet ikke sammenhængende.

Små børn og særligt babyer har det nemlig med at vågne flere gange i løbet af natten, og det er ofte, fordi de græder. 

Mange småbørnsforældre vil derfor formentlig gerne have opskriften på, hvordan man får babyer til at falde til ro og stoppe med at græde. 

Og den opskrift får de her! 

Ifølge det videnskabelige magasin Illustreret Videnskab har en ny japansk-italiensk undersøgelse, som er blevet offentliggjort i tidsskriftet 'Current Biology', nemlig fundet ud af, hvordan man nemmest muligt og på mest effektiv vis får en baby til at falde til ro, når den græder. 

Først skal man tage barnet op og bære ham/hende rundt i rummet i fem minutter. Her er det vigtigt, at man ikke stopper eller pludseligt skifter retning. Man må desuden ikke stå stille, men man skal altså blot holde sig i bevægelse uden pludselig sving. 

Herefter skal man sætte sig ned med barnet i favnen og holde det i yderligere fem til otte minutter, og ifølge undersøgelsen kan man næsten være helt sikker på, at barnet nu er faldet til ro og måske endda i søvn. 

Den virkede i hvert fald på samtlige 32 babyer i alderen nul til syv måneder, som den blev afprøvet på. 

I forbindelse med undersøgelsen opdagede forskerne ikke kun, at metoden, der er inspireret af naturen og vilde dyr, fik babyer til at stoppe med at græde, det fik også deres puls til at falde. 

Babyerne var nemlig udstyret med pulsmålere, som viste, at deres puls faldt senest fem minutter inde i metoden, og halvdelen af babyerne faldt faktisk allerede i søvn efter fem minutter. 

Selvom babyen allerede sover eller er faldet til ro, inden man sætter sig ned, er det dog vigtigt, at man sætter sig ned sammen med barnet i mindst fem minutter. 

Gør man ikke dette, viste undersøgelsen nemlig, at cirka hvert tredje barn vågner igen, når det bliver lagt ned i sin seng eller vugge, hvilket skyldes en stigning i pulsen på grund af manglende kontakt med sin værge. 

”Intensiv babygråd især midt om natten har vist sig at være en af de største årsager til forældrestress. Den anbefalede metode, som tager omtrent et kvarter, er helt klart noget, forældre bør forsøge sig med, inden de begynder at overveje, om der er noget galt med barnet," har Dr. Kumi Kuroda fra 'Riken Center for Brain Science' i Saitama i Japan forklaret.

Undersøgelsen blev udført sammen med børnenes biologiske mor, og det er altså ikke sikkert, at metoden har samme effekt, hvis det for eksempel er faren eller en anden, der udfører metoden.