Der er ikke meget, der tyder på, at det bliver i år, at dansk film føjer endnu en Oscar-statuette til samlingen, men den danske film ’Pigen med nålen’ kan i hvert fald varme sig ved en solid opbakning fra det danske publikum.
Det fortæller Danske Spil, som har ladet sine kunder gætte med på udfaldet af Oscar-uddelingen.
”Mere end fire ud af fem spil på kategorien ’Bedste internationale film’ er sat på det danske bud, så vores kunder har tydeligvis ikke mistet kampgejsten, selv om udsigterne til en dansk Oscar er smalle. Vi tror, at det bliver ved en nominering til Pigen med Nålen, som vi lige nu kun giver 2,5 % chance for at vinde,” siger Danske Spils oddssætter og film-ekspert, Mathias Reimer Larsen, i en pressemeddelelse.
Kontrovers kommer til Danmarks fordel
Den danske film fik ellers for nyligt lidt hjælp fra en uventet kant, da storfavoritten i kategorien, den spanske film ’Emilia Perez’, kom i modvind da hovedrolleindehaveren Karla Sofia Gascón kom i vælten med nogle uheldige kommentarer på de sociale medier. Desværre er der fortsat én film, der er storfavorit til at gå med statuetten.
”Det har været medvirkende til, at vi har justeret vores sandsynligheder, så vi nu har den brasilianske ’I’m Still Here’ som svag favorit til at løbe med statuetten, men det har desværre ikke hjulpet den danske kandidat” siger han.