For tre måneder siden meddelte dronning Margrethe, at prins Joachims fire børn får frataget deres titler som prinser og prinsesse ved årsskiftet.
Tidligere i dag fremgik det dog på kongehusets officielle hjemmeside, at titlerne allerede var blevet taget fra prins Nikolai, prins Felix, prins Henrik og prinsesse Athena.
Det skriver Ekstra Bladet, der samtidigt har vedlagt et billede, hvor man under "Den kongelige familie" kan se, at børnenes titler er skiftet ud med 'greve' samt 'komtesse'.
Ifølge Kongehusets Kommunikationsafdeling er der dog tale om en "beklagelig teknisk fejl".
Og den er nu blevet rettet, oplyser Ekstra Bladet.
Det er først pr. 1. januar 2023, at prinserne og prinsessen får fjernet deres titler. Dermed var Kongehuset altså ude i lidt for god tid, da der stadig er fire dage (inklusiv i dag) at løbe på i 2022.