Kurverne knækkede – og det var ikke opad.
Den seneste uge har budt på ren rutsjebanetur på verdens børser, og mange danskere er begyndt at få svedige håndflader, når de åbner deres pensionsapp.
Årsagen? Donald Trump. Den amerikanske præsident har braget ind i den globale handelsdagsorden med et sæt nye toldsatser, der rammer stort set hele kloden.
Annonceringen har sendt chokbølger gennem markederne, og techgiganter og tunge industrivirksomheder har fået flået milliarder af deres markedsværdi.
Og med det følger også et stigende antal nervøse telefonopkald – særligt til pensionsselskaberne herhjemme.
Hos Velliv kan de mærke, at mange kunder lige nu sidder med nervøse miner og pensionspapirer i hånden.
"De spørger, hvad der sker med afkastet på deres pensionsopsparinger. Det er selvfølgelig dem, der er tæt på pensionen, som er bekymrede. Nu skal de jo til at gå på pension og have glæde af alle de penge, de har sparet op," siger Jens Christian Nielsen, rådgivningsekspert i Velliv, til DR.
Også hos Sampension er der mere tryk på linjerne end normalt. Her lyder meldingen, at tålmodighed er nøglen – ikke panik.
På Lyngby Hovedgade møder vi 66-årige Kim Friis, som ikke er nem at slå ud af kurs. Han har set markedet stige og falde før – og ved godt, hvordan man rider storme af.
"Jeg har valgt ikke at gøre noget. Når man kommer op i min alder, så ved man, at det går op, og så går det ned, og så går det op igen. Så jeg har valgt ikke at gøre noget. Lad det stå, som det er. Og så kommer der en tid efter Trump," siger Kim Friis, der arbejder som selvstændig.
Pensionsselskaberne fastholder, at det værste man kan gøre, er at træffe forhastede beslutninger. De råder folk til at lade følelserne køle ned og lade de langsigtede investeringer passe sig selv – i hvert fald indtil stormen er drevet over.