Når lysene tændes, og musikken spiller op til dans i den nye sæson af 'Vild med dans,' vil en af programmets mest erfarne dansere være fraværende.
Mange har bemærket, at Michael Olesens navn ikke figurerer på listen over professionelle dansere i år, og det har sat gang i spekulationerne. Hvorfor er han ikke med?
Svaret er dog enkelt, og det kommer direkte fra danseren selv.
"Jeg har selv valgt og takke nej i år, da der nogle ting i mit privat liv som jeg gerne vil prioriterer og bruge min tid på," fortæller 42-årige Michael Olesen i et Instagram-opslag.
Overfor BILLED-BLADET slår han fast, at der ikke er nogen dramatik bag beslutningen. Han understreger, at der ikke er nogen form for uoverensstemmelser med TV 2 eller produktionen bag programmet.
Selvom Michael Olesen ikke skal på gulvet i år, er han ikke helt færdig med 'Vild med dans.' Sidste år tog han en pause fra konkurrencen, men gjorde dog en enkelt optræden som gæstedommer og stod også bag koreografien til fællesdansen.
Om han kommer forbi studiet i år for at støtte sine venner, er stadig uvist, men en ting er sikkert: Han vil følge med hjemmefra.
"Men jeg kommer hundrede procent sikkert til at se programmet og heppe på mine dygtige venner og kollegaer," fortæller Michael, der ser frem til den kommende sæson og mener, at det nye cast ser lovende ud.
En lang historie
Michael Olesen debuterede i 'Vild med dans' tilbage i 2007 sammen med skuespiller Anne Louise Hassing og har siden da været en fast del af showet i hele 13 sæsoner. Hans indsats kulminerede i en sejr i 2017, hvor han dansede sig til tops sammen med skuespiller Sofie Lassen-Kahlke.
I 2021 trak han sig fra programmet for at dedikere sig til rollen som nybagt far til sønnen Felix, og det er tydeligt, at familielivet stadig har førsteprioritet.
Selvom Michael Olesen i år prioriterer privatlivet, er der ingen tvivl om, at han stadig har 'Vild med dans' tæt på hjertet. Fans må dog væbne sig med tålmodighed og se, om han vender tilbage til dansegulvet i fremtiden.