B-mennesker har sjældent overskud til et langt bad om morgenen, fordi de hellere vil prioritere den ekstra halve times søvn, og det skal de også bare blive ved med.
Ifølge den amerikanske hudlæge Samer Jaber fra New York er det nemlig bedre at gå i bad om aftenen frem for om morgenen. Det skriver Daily Mail.
Han forklarer, at det er vigtigt, at huden bliver vasket grundigt om aftenen efter en lang dag, hvor snavset rigtig har sat sig i porerne.
"Hvis du er ude hele dagen og sveder eller træner, så skal du helt sikkert gå i bad om aftenen, før du går i seng," siger han til Daily Mail.
Din hud regenerer om natten, hvor døde hudceller bliver smidt, og nye bliver skabt. Når din hud er helt ren, er det nemmest for din krop at komme af med de gamle hudceller.
Men det handler ikke kun om, at du simpelthen er beskidt efter en hel dag på farten, og din hud derfor har godt af at blive renset. Det handler også om, at den kan være irriteret af pollen.
Derfor er det særligt vigtigt at bade om aftenen i forårs- og sommermånederne.
"I foråret kan du blive dækket af allergener som pollen, hvis du har været udenfor, så det skal du have skyllet af din hud, inden du lægger dig til at sove," forklarer Samer Jaber.
Han tilføjer, at det i hvert fald er vigtigt som minumum at vaske ansigtet, hvis du ikke bryder dig om tanken om at gå i bad sent om aftenen.
Aftenbad er sagen.
Hvis din hud i ansigtet ikke er ren, når du lægger hovedet på puden, så risikerer du at få bumser og akne, fordi olie og skidt bliver æltet ind i huden i løbet af natten.
Forskning fra Harvard University viser desuden, at et aftenbad hjælper dig til at sove hurtigere og bedre.
Hvis du hopper ind under bruseren 90 minutter før sengetid, hjælper du din krop til at nå den optimale lave temperatur, som signalerer til hjernen, at det er tid til at sove.
Som endnu en bonus viser forskning, at et bad reducerer stress ved at sænke mængden af hormonet kortisol i blodet. Din adrenalin daler, og du falder til ro.
Selvom der er nogle åbenlyse fordele ved aftenbadet, erkender Samer Jaber samtidig, at der også er positive aspekter af morgenbadet. For eksempel at det hjælper dig med at vågne og blive frisk.