Brød loven for åben skærm: Nu er 'Vild med dans'-stjerne politianmeldt

Kamille Isaksen

4 uger siden

|

19/11/2024
Underholdning
Foto: Henrik R Petersen/Petersen, Henrik R./Ritzau Scanpix
'Vild med dans'-stjernen er en af de fire, som er blevet politianmeldt efter programmet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sidste år skabte Soeren Le Schmidt overskrifter for sin deltagelse i 'Vild med dans', hvor han og Mie Moltke charmerede sig ind i danskernes hjerter.

Men i år er han havnet i mediernes søgelys af en helt anden grund.

En episode fra tv-programmet 'Til middag hos' har skabt voldsom debat og ført til politianmeldelser, da han og flere kendte gæster blev filmet gående på togskinner – et brud på jernbaneloven, som nu vækker kritik fra både lokomotivførere og Banedanmark.

I afsnittet af 'Til middag hos' guidede værten Peter Aalbæk sine gæster, der udover Soeren Le Schmidt også talte podcastvært Ditte Okman og DF-politikeren Mette Thiesen, gennem et lukket jernbaneområde.

Undervejs jokede Peter Aalbæk med situationen, mens de krydsede skinnerne for at komme fra stationen til hans hjem.

Sådan skriver Ekstra Bladet.

Selvom deltagerne virkede ubekymrede under optagelserne, har episoden fået alvorlige konsekvenser.

Lokomotivfører Nick Barnes har offentligt udtrykt sin vrede over hændelsen, som han kalder både farlig og respektløs:

"Jeg er dybt forarget og tom for ord. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige til den lemfældighed med egen sikkerhed, og så let de tager på vores psykiske helbred," siger han.

Medført massiv kritik

Episoden har ikke kun vakt vrede blandt lokomotivførere, men også ført til flere politianmeldelser.

Ifølge Ekstra Bladet er både Peter Aalbæk, Soeren Le Schmidt, Ditte Okman og Mette Thiesen blevet anmeldt for overtrædelse af jernbanelovens § 42 og § 43, som forbyder adgang til togskinner.

Overtrædelser af loven kan medføre bødestraf eller i værste fald fængsel i op til fire år.

Hos Banedanmark har episoden skabt stor forargelse. Sikkerhedschef Martin Harrow kalder det et dårligt eksempel, der underminerer sikkerhedsarbejdet:

"Jeg synes, at det er chokerende. Det her er lige nøjagtigt det modsatte af alt, hvad vi prøver at gøre opmærksomme på. Det er rigtig, rigtig farligt - og ikke mindst strafbart - at gå ved og på skinnerne," understreger han.

Mens kritikken ruller ind, har deltagerne reageret forskelligt på sagen. Peter Aalbæk har taget det fulde ansvar, men fortryder intet.

DF-politikeren Mette Thiesen har derimod beklaget sin handling og undskyldt på sociale medier, mens Soeren Le Schmidt endnu ikke har kommenteret episoden offentligt, men hans navn figurerer blandt de anmeldte.