Virksomhed belønner ikke-rygere med seks ekstra feriedage

Emil Ryttergaard

368 uger siden

|

01/11/2017
Et firma har taget konsekvensen af rygernes lange pauser i løbet af dagen, og giver nu de ikke-rygende medarbejdere seks ekstra feriedage.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tænker du nogensinde over, hvor meget du må slide og slæbe på kontoret, mens dine kollegaer står og ryger?

‘Det tager jo kun fem minutter at ryge en cigaret,’ lyder det fra de rygende kollegaer, men faktisk bliver de fem minutter flere gange i løbet af en arbejdsdag hurtigt til en hel del tid, lyder det fra et japansk firma, der nu har taget konsekvensen. 

Firmaet vil nemlig udligne den tid, som rygerne bruger på at stå og pulse, og det betyder at ikke-rygende medarbejdere nu kan se frem til seks ekstra feriedage om året, skriver The Telegraph.

Det er det japanske marketingsfirma Piala Inc., som i september introducerede det nye initiativ, der altså stammer fra medarbejderne selv. 

- En af vores ikke-rygende medarbejdere puttede forslaget i vores indbakke tidligere på året, og sagde at rygepauserne skabte problemer. Vores direktør så problemet, og gav ikke-rygerne mere fritid som kompensation, siger Hirotaka Matsushima, der er talsmand for firmaet. 

Firmaet ligger i den centrale del af den japanske hovedstad Tokyo på 29. etage, og hver dag skal rygere helt ned i kælderen, hvilket nemt tager 15 minutter per cigaret.

- Jeg håber, at dette kan få rygere til at kvitte smøgerne ved at belønne dem, i stedet for straffe dem, siger Takao Asuka, der er direktør for firmaet til japanske nyhedsmedier.

30 medarbejdere har allerede benyttet sig af det tilbud, og brugt en eller flere af de ekstra fridage, og tilbuddet har fået fire medarbejdere til at kvitte smøgerne.

Ifølge WHO så ryger 21,7 procent af den voksne japanske befolkning, selvom tallet er højere for visse grupper.  

13 syge gyserfilm på Netflix, som vil skræmme dig fra vid og sans i aften