Tyrkisk pilot afgår ved døden midt under flyvning med Turkish Airlines

Henrik Rothenbücher

10 uger siden

|

10/10/2024
Udland
Foto: Wiki Commons
En tyrkisk pilot afgik ved døden midt under en flyvning fra Seattle til Istanbul.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En dramatisk hændelse udspillede sig onsdag morgen, da et Turkish Airlines-fly måtte foretage en uplanlagt landing i New York. Årsagen var tragisk - en af flyets piloter var afgået ved døden under flyvningen.

Flyet, der var på vej fra Seattle til Istanbul, blev omdirigeret til John F. Kennedy International Airport. Ifølge de amerikanske luftfartsmyndigheder (FAA) skete nødlandingen omkring klokken 6 om morgenen lokal tid, efter at "en af piloterne oplevede en akut medicinsk tilstand". Det skriver ABC News.

Turkish Airlines har bekræftet, at kaptajn İlçehin Pehlivan mistede bevidstheden undervejs på turen.

Trods øjeblikkelig førstehjælp om bord viste indsatsen sig desværre at være forgæves. Andenpiloten tog derfor beslutningen om at lande i New York, hvor Airbus A320-flyet landede sikkert.

Flyselskabet oplyste, at den 59-årige Pehlivan var afgået ved døden, inden flyet nåede jorden. Da der var tale om en langdistanceflyvning, var der heldigvis to ekstra piloter med om bord.

Ved ankomsten til JFK lufthavn stod redningspersonale klar til at assistere. İlçehin Pehlivan havde været ansat hos Turkish Airlines siden 2009, og hans seneste rutinemæssige helbredsundersøgelse den 8. marts 2024 havde ikke vist nogen problemer, der kunne forhindre ham i at udføre sit arbejde som pilot.

Yahya Üstün, senior vicepræsident for medierelationer hos Turkish Airlines, udtrykte sin medfølelse i et opslag på det sociale medie X:

"Vi er dybt berørte af tabet af vores kaptajn og sender vores oprigtige kondolencer til hans efterladte familie, kolleger og alle, der stod ham nær."

Flyselskabet er nu i gang med at ombooke de berørte passagerer til nye flyvninger fra New York.