Politiet i Barcelona måtte løsne skud, da de skulle stoppe en lastbil fyldt med gasflasker, som var på vej mod centrum af byen.
Lastbilen kørte i høj fart mod kørselsretningen på Barcelonas motorvejsring, skriver The Telegraph og flere andre medier.
Undervejs kørte den ind i flere biler.
Det lykkedes politiet at bringe lastbilen til standsning, efter at der blev løsnet skud mod den. Føreren er kørt på hospitalet. Han er ifølge flere medier uden for livsfare.
Ifølge lokale medier havde den anholdte mand svenske identifikationspapirer på sig, men det er endnu ikke officielt bekræftet, at de tilhører føreren af lastbilen.
- Vi har tilbageholdt en person, hvis nationalitet er svensk, siger en talsmand for politiet i Barcelona til AFP ifølge Ritzau.
Manden havde stjålet lastbilen, men det er endnu uklart, om der er tale om et simpelt biltyveri eller et fejlslagent terrorangreb.