Sophie havde skrevet frem og tilbage med en fyr ved navn Tom i omkring en måned. Flere gange havde hun forsøgt at få ham til at tale med hende via FaceTime, men det nægtede han at gøre.
Han formåede at tale sig ud af det, da han hævdede at være for genert. I stedet sendte han kun indtalte beskeder til hende, hvorfor hun ikke kunne se hans ansigt.
Den 27-årige kvinde, der bor i Manchester, faldt hurtigt for Tom. Det gjorde hun blandt andet fordi han havde stor interesse for film og musik, hvilket hun også har. Desuden boede han kun omkring 10 kilometer fra hende.
Til mediet Manchester Evening News har Sophie fortalt, at hun endda spekulerede på, om hun havde fundet 'den eneste ene'.
Efter at have skrevet sammen med Tom i omkring en måned, var han i forbindelse med sit job rejst til London. Her skrev han til Sophie, at hans betalingskort var blevet spærret, og at han derfor ikke kunne betale for en togbillet.
Det fik ham til at spørge Sophie, hvorvidt hun ville være villig til at sende ham penge til en togbillet. Konkret var de tale om 198 pund, hvilket svarer til omkring 1.700 kroner. Han hævdede, at han ville overføre pengene, når han var hjemme igen.
Selvom de kun havde kendt hinanden i omkring en måned, valgte Sophie at sige ja, hvorfor hun sendte pengene. Kun få minutter senere blev hun blokeret.
"En aften fik jeg en besked, der sagde: 'Du vil aldrig tro dette. Da jeg er freelance, har min bank spærret mine kort, da jeg har modtaget internationale penge fra kunder. Det er så irriterende, når du står på togstationen'," forklarede Sophie.
"Jeg tænkte mig ikke om. Jeg tænkte: 'Åh min Gud. Er du okay? Kan jeg gøre noget?'."
"Hans svar var ret ægte. Han fortsatte ved at sige: 'Jeg kan umuligt bede dig om at håndtere dette rod. Jeg prøver at få fat i min bror, så han kan sende mig nogle penge'."
"Efter en måned, hvor vi havde snakket og virkelig lært hinanden at kende, svarede jeg bare: 'Det er fint. Hvor meget har du brug for? Jeg kan sende dem, og du kan overføre dem til mig, når du er hjemme'."
"Han sagde, at da det var et tog i sidste øjeblik, ville det koste 198 pund for at komme hjem. Jeg syntes, det var mærkeligt, men jeg var så forblændet af den forbindelse, vi havde. Da jeg sendte det, svarede han: 'Mange tak' og blokerede mig."
Sophie forklarede også, at hun følte sig knust, da hun fandt ud af, at hun var blevet snydt. Ikke nok med det, så har det medført, at hun ikke længere tør at benytte sig af online dating.