Selv paven er blevet miljøbevidst: Forlanger vild solcelle-plan

Mathias Madsen

23 uger siden

|

26/06/2024
Pave Frans vil have bæredygtig strøm til Vatikanet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Pave Frans og bæredygtighed er nok ikke to ord, som særlig mange vil sætte lighedstegn mellem, men ikke desto mindre, så har den 87-årige pave nu taget et stort skridt imod en mere klimavenlig fremtid.

Det skriver DR.

Selvom der er mest fokus på religion og hellige ritualer i Pave Frans' bolig i Vatikanstaten, så har han nemlig også haft tid til at tænke lidt over, hvordan mikrostaten bliver mere CO2-neutral, og svaret er tilsyneladende solceller.

I hvert fald har Pave Frans i dag beordret opførelsen af en solcellepark, som på sigt skal dække hele Vatikanstatens energibehov.

Planerne er meddelt i et paveligt dekret, hvori man desuden kan læse, at parken ikke skal ligge i selve Vatikanstaten. De mange solceller skal derimod opføres i området Santa Maria Galeria, som i forvejen er ejet af Vatikanstaten. Området ligger i det nordvestlige Rom i udkanten af millionbyen.

Det er endnu uvidst, hvor stor solcelleparken skal være, hvornår den skal stå færdig, og hvad den kommer til at koste, men ambitionerne er, at den skal sikre, at hele Vatikanstaten kører på klimavenlig strøm.

"Vi må gå over til en bæredygtig udviklingsmodel, der reducerer udledningen af drivhusgasser i atmosfæren og sigter mod klimaneutralitet," lyder det blandt andet fra den garvede pave i dekretet.

Pave Frans har haft posten som overhoved for både den romerskkatolske kirke og Vatikanstaten siden 2013, hvor han blev indsat som nr. 266 i paverækken efter Pave Benedikt, der valgte at trække sig.

Vatikanstaten er med sine sølle 0,44 kvadratkilometer og ca. 1000 indbyggere verdens mindste land målt på både areal og indbyggere, og mikrostaten, der er omkranset af den italienske hovedstad, er et såkaldt kirkeligt præstemonarki, hvor Roms biskop (paven) er både politisk og religiøst overhovedet.

Hvis planerne om solcelleparken bliver ført ud i livet, vil Vatikanstaten blive en del af en lille gruppe lande, som kan prale med at bruge 100 % grøn strøm. I gruppen er lige nu følgende lande: Albanien, Bhutan, Nepal, Paraguay, Island, Etiopien og Den Demokratiske Republik Congo.

Ifølge Energistyrelsen er ca. 80 % af Danmarks strøm grøn.