Studenterkørslen er i gang: Lær 'hue-reglerne' at kende

Mathias Madsen

25 uger siden

|

26/06/2024
Der følger en lang række skøre, sjove og vanvittige regler med, når man bliver student.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De fleste studenter får i denne uge huen på hovedet, og gaderne bliver derfor snart fyldt med lastbiler, traktorer og busser proppet til randen med fulde og festglade studenter.

Deres huer kan have mange forskellige farver, men fælles for alle uddannelserne er det, at der sammen med huen følger en lang række regler, som skal gøre studenterugen endnu sjovere og vildere.

Der findes et hav af forskellige huer, men de mest almindelige er den røde STX-hue, den kongeblå HHX-hue, den marineblå HTX-hue og den lyseblå HF-hue

Måske kan du huske nogle af reglerne fra din egen studentertid, og måske er du slet ikke student. Uanset hvad, så frygt ej! Du kan læse alle reglerne herunder:

  1. Du må ikke tage studenterhuen på hovedet, før du er færdig med din sidste eksamen. Hvis du gør det alligevel, så bringer det uheld. Skulle det alligevel ske, kan du dog redde situationen ved at lægge huen på gulvet og hoppe baglæns over den.

  2. Allerede når du bestiller din hue, ved du, om du skylder en kasse øl til klassen. Den med største huemål skal nemlig give én kasse øl til klassen på studenterkørslen.

  3. Og den med mindste huemål skal gøre det samme.

  4. Når du så er blevet student, er det vigtigt at få skrevet så mange hilsener fra venner og familie som muligt i indersiden af huen - det bringer nemlig held! Det kan også være hilsener fra kendte, politiet eller dine lærere.

  5. Når nu vi er ved hilsenerne, så er det ikke ligemeget, hvor de står. Midten af huen er nemlig ikke reserveret til hilsener, men derimod den karakter, som du fik til din sidste eksamen.

  6. Ved siden af karakteren skal din kæreste eller flirt skrive sit navn og også gerne en hilsen.

  7. Under svedbåndet i indersiden af huen, hvor man ikke lige får øje på det, kan du få lækre tøser eller fyre (alt efter hvad du er til) til at skrive frække hilsener eller aftaler.

  8. Du skal desuden få dine venner og familie til at bide i skyggen på huen, da det bringer held.

  9. Karakteren, som du får til sin sidste eksamen, er ikke kun vigtig, fordi den skal stå i huen, og fordi den tæller med i dit gennemsnit. Hvis du får 12, skal du nemlig løbe efter studentervognen hele vejen til første stop på ruten.

  10. Hvis du derimod dumper (altså får -03 eller 00), skal du bære huens rem under hagen på HELE studenterkørslen.

  11. Når du så endelig kommer afsted på studenterkørslen, så er der en lang række ting, som du kan gøre, hvis du vil opnå diverse tegn og mærker i huen. Blandt andet må du klippe en bølge i svedbåndet i indersiden af huen, hvis du bader i det fri KUN iført huen - dette vælger mange klasser at gøre sammen som en del af studenterkørslen.

  12. Hvis du formår at holde dig vågen i 24 timer i streg, må du vende huen om, så skyggen er i nakken.

  13. Hvis du samtidig formår at holde festen kørende, så den fortsætter efter solopgang, må du klippe en firkant i svedbåndet i indersiden af huen.

  14. Derudover må du tilføje en trekant til firkanten, så det bliver til et hus, hvis du når at drikke én hel kasse øl i løbet af de 24 timer.

  15. Hvis du løber igennem en kornmark KUN iført huen, må du sætte et stykke korn fast i kanten af huen.

  16. Hvis de mange øl giver dig kvalme, og du brækker dig, skal du klippe et hak i skyggen - HVER GANG du brækker dig.

  17. Hvis det ikke er nok at brække sig, og du ender til udpumpning, så skal hele skyggen rives af huen...

  18. Remmen skal også af, hvis du altså scorer en læge/sygeplejerske, mens du er til udpumpning.

  19. Hvis det derimod er en lære fra din skole, som du scorer, må du tage yderbetrækket af huen.

  20. Har du sex med din kæreste iført huen, må du klippe et hjerte i svedbåndet i indersiden af huen.

  21. Hvis det er en anden end din kæreste, du har sex med, må du klippe et lyn samme sted.

  22. Og sidst men ikke mindst, skal du pille metalknapperne på siden af huen af, hvis den vilde studenteruge koster dig dit forhold.