Rusland fjerner alderskrav for soldater

Mathias Madsen

134 uger siden

|

25/05/2022
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
I et desperat forsøg på at hverve flere soldater har Rusland valgt at fjerne et alderskrav.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Krigen i Ukraine har nu varet i mere end tre måneder, og det er formentlig en del længere, end Ruslands præsident, Vladimir Putin, havde regnet med. 

Omkring invasionens start udtalte han nemlig, at han forventede, at det ville blive en hurtig "specialoperation" i Ukraine, som måske endda ville være overstået i løbet af et par dage eller uger.

Tiden har dog vist, at det ikke var sådan, det skulle gå. 

Det har flere konsekvenser, men især for Rusland skaber det problemer, da de er ved at løbe tør for soldater af én helt særlig årsag. 

Putin har nemlig fortsat ikke erklæret krig mod Ukraine, hvilket betyder, at Rusland i teorien ikke er i krig og derfor 'kun' har cirka 200.000 soldater til rådighed. 

Hvis Putin vil gøre brug af hele hærens styrke på cirka to millioner tropper og tvinge folk til at drage til Ukraine, er han nødt til at erklære krig mod landet, men det er han ikke interesseret i, da han fortsat holder fast i, at der blot er tale om en "militær specialoperation."

Læs mere om det ved at trykke her

Fjerner aldersgrænsen

I et forsøg på at hverve flere soldater har Rusland ifølge TV2 valgt at fjerne den øvre aldersgrænse for soldater i den russiske hær. 

Før lød det på, at russere højst måtte være 40 år og udlændinge højst måtte være 30 år, men sådan er det altså ikke længere. 

Nu kan alle og enhver over 18 år melde sig til styrkerne og deltage i krigen i Ukraine på Ruslands side. 

Rusland har i skrivende stund indsat cirka 150.000 soldater i Ukraine, og mellem 15-30.000 af dem har allerede mistet livet.