Rusland advarer: Kan lukke det hele

Mathias Nielsen

122 uger siden

|

18/08/2022
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det russiske forsvarsministerium har torsdag udsendt en advarsel.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Europas største atomkraftværk ligger i Ukraine. Zaporizjzja hedder det. Zaporizjzja har i lang tid været overtaget af russiske styrker, hvorfor flere organisationer - herunder FN - har været alvorligt bekymret for sikkerheden i og omkring det enorme kraftværk.

Frygten har gået på, at sløsen med sikkerheden på værket kan munde ud i en alvorlig atomkatastrofe, som vil påvirke mange mennesker over de næste mange år.

Værket producerer stadig strøm, men det vil det ikke nødvendigvis fortsætte med.  Det russiske forsvarsministerium siger nemlig torsdag, at det ukrainske atomkraftværk vil blive lukket ned, hvis ukrainske styrker fortsætter med at sende granater mod det. Det skriver B.T.

De ukrainske ledere i hovedstaden Kyiv afviser dog beskyldningerne om, at ukrainske styrker bombarderer kraftværket. Rusland og Ukraine har gensidigt beskyldt hinanden for at angribe atomkraftværket over længere tid.

I advarslen fra det russiske forsvarsministerium hedder det, at der er risiko for en menneskeskabt atomkatastrofe på Zaporizjzja-atomkraftværket.

Russerne beskylder Ukraine for at planlægge »en provokation« på værket fredag i forbindelse med FNs generalsekretær, Antonio Guterres, besøg. Rusland mener, at Ukraine vil fremprovokere en mindre ulykke, som man bagefter vil give Rusland skylden for at være sket.

Lederen af Ruslands forsvarsstyrker inden for radioaktiv, kemisk og biologisk krigsførelse, Igor Kirillov, siger, at værkets backup-system, der aktiveres ved skader og uheld, er skadet af granateksplosioner.

Kirillov fortæller yderligere, at en eventuel ulykke vil betyde spredning af radioaktivt materiale til lande som Tyskland, Polen og Slovakiet.

Antonio Guterres besøger Ukraine torsdag og fredag.

Torsdag skal han mødes med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, og den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, i den vestlige by Lviv.

Her skal man blandt andet diskutere, hvilke muligheder der er for en politisk løsning på krigen samt den nuværende sikkerhedssituation på Zaporizjzja-atomkraftværket.