I 2020 fyldte amerikanske Ron Williams 85 år. Ron boede alene, og én af hans bekendte gav ham derfor en hankat ved navn Fluffy i gave, så Ron kunne få noget selskab, og gaven var en succes!
Ron og Fluffy elskede hinanden fra dag ét. "Jeg kiggede på ham, og hey, jeg blev bare forelsket i ham," har Ron således forklaret.
Ron og Fluffy levede og brugte det meste af deres tid sammen, og som så mange af os kæledyrsejere gør, så talte Ron ifølge Fox 17 ofte med Fluffy.
Ron plejede blandt andet at sige "ring-a-ding" til Fluffy, når hans telefon ringede, og selvom Ron bare sagde det for sjov og uden dybere mening, så lagde Fluffy mærke til, hvad "ring-a-ding" betød, og det skulle vise sig at redde Rons liv.
"Jeg ville have været død"
En skæbnesvanger dag faldt 85-årige Ron, da han var i bad, og han landede oven på sin arm på en måde, så han ikke var i stand til selv at komme op igen.
Den ældre herre havde en alarm, som han kunne trykker på, hvis han faldt eller kom til skade, men den lå til opladning i stuen. Hans mobiltelefon lå godt nok ved vasken på badeværelset, men han kunne ikke få fat i den fra der, hvor han lå på gulvet.
Ron forsøgte at råbe på hjælp, men den eneste, som hørte ham, var Fluffy, der ikke vidste, hvad han skulle gøre for at hjælpe.
Ron endte derfor med at ligge på badeværelsesgulvet fra kl. 08 om morgenen til ca. kl. 24 om aftenen, men pludselig fik han heldigvis en ide.
I et sidste desperat forsøg på at få hjælp efter 16 timer på gulvet råbte Ron: "Ring-a-ding" til Fluffy, og katten forstod straks, at Ron skulle bruge sin telefon.
"Så jeg sagde: 'Ring-a-ding, Fluffy. Du er mit eneste håb!' Og det var han. Der gik ikke engang fem minutter, og så følte jeg noget ramme min hånd," har Ron forklaret og uddybet, at det var hans telefon, som Fluffy havde skubbet ned fra vasken, hvor den lå.
Ron var derfor nu i stand til at ringe efter hjælp, og han er ikke ét sekund i tvivl om, at han ellers havde været død. "Jeg er her på grund af Fluffy," har Ron forklaret.
"Jeg har gennemlevet det en million gange. Hvad hvis han ikke havde været hos mig? Jeg ville have været død i dag," har Ron udtalt.
Den ældre herre klarede takket være Fluffy episoden kun med lidt knubs og skrammer.