Sommervejret i Danmark har været plaget af en del regn og blæst, og det er ikke anderledes - men derimod værre - hos vores nordiske naboer.
Det sydlige Norge har således de seneste par dage været plaget af voldsom regn og blæst med blandt andet jordskred til følge, og nu er også Sverige ramt af jordskred.
Det skriver svenske P4 Väst.
Ifølge mediet er voldsom nedbør skyld i, at E45-motorvejen ved byen Lilla Edet nord for Göteborg er blevet fuldstændig lukket i begge retninger på grund af et jordskred, som spærrer motorvejen.
Foto: Google Maps
Ifølge regnradar.se blev området, som nu er ramt af jordskred, tidligere på dagen ramt af voldsom regn, som dog er drevet over i skrivende stund.
Total kaos
Ifølge mediet Marcus Oscarsson er der kaos på motorvejen, som er fuldstændig oversvømmet af vand og jord, og et stort antal bilister sidder fast.
Ifølge Niclas Fågelqvist fra den lokale redningstjeneste er også den parallelle vej 214 blevet spærret som konsekvens af jordskredet, og politi og redningsmandskab er massivt til stede. Flere redningskøretøjer er desuden på vej til stedet.
Der er på nuværende tidspunkt ingen meldinger om personskade, men man forventer først at kunne genåbne den stærkt trafikerede vej tirsdag.
Jordskredet kommer kort efter, at et voldsomt jordskred dræbte 12 personer i det østlige Kina. Det kan du læse mere om ved at trykke på artikel-linket herunder.