Restaurant deler vandene med særligt gebyr: Opkræver forældre for 'dårligt forældreskab'

Nicolai Busekist

56 uger siden

|

23/11/2023
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En restaurant har delt vandene, fordi de har besluttet at opkræve et gebyr hos forældre, der ikke kan styre deres børn.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De fleste har prøvet at være på en restaurant med skrigende børn. Det er ikke noget, man ligefrem morer sig over. Faktisk er det noget, der nemt kan ende med at ødelægge hele din oplevelse på den pågældende restaurant.

Derfor er det heller ikke kun for gæsterne, det er til gene. Det er det også for restauranten. Det kan betyde, at deres gæster får en dårlig oplevelse, og derfor ikke har lyst til at komme tilbage på et senere tidspunkt.

Naturligvis er der mange restauranter, der forsøger at bekæmpe dette, men en restaurant i North Georgia i USA har valgt en alternativ løsning. På deres menukort fremgår det ganske enkelt, at de opkræver et gebyr for 'dårligt forældreskab', hvis deres barn eller børn ikke opfører sig ordentligt.

Ifølge det lokale medie WSBTV er der tale om restauranten Toccoa Riverside Restaurant, der ligger lige uden for Blue Ridge i North Carolina. Her er det blevet kutyme at pålægge kunder et gebyr for 'dårligt forældreskab' efter deres måltid, hvis børnene ikke har opført sig pænt.

Det er ikke noget, de lægger skjul på, da det klart og tydeligt fremgår af deres menukort. Her skriver de, at deres kunder skal have mulighed for at nyde 'fred og ro' ved floden, mens de spiser.

Og meget tyder på, at det faktisk er et ganske populært sted, da de på Google har over 2.100 anmeldelser med 4 ud af 5 stjerner til følge.

Et billede af menukortet er begyndt at florere på de sociale medier, hvor man kan se, at der skal betales ved kasse ét, hvis børnene ikke opfører sig ordentligt. Der bliver dog ikke angivet, hvor stort et beløb, der er tale om. Blot at der skal betales: 'For voksne, der ikke kan finde ud af at være forældre: $$$'.

Foto: Reddit

Mediet WSBTV har talt med Tim Richter, der ejer den pågældende restaurant. Han siger, at deres gebyr skal ses som en hjælp til 'forældre med at være forældre'. Han siger også, at han kun har opkrævet penge for det én gang. Det gjorde han til en familie på ni, hvis børn 'løb rundt i hele restauranten'.

Det amerikanske lokalmedie har også interviewet en række gæster på restauranten, og ikke alle virker til at være enige i politikken. En kvinde udtaler dog, at det måske kan motivere forældre til at lære deres børn, at de skal opføre sig ordentligt, når de befinder sig på en restaurant.

"Forældre skal lære børn etikette. De skal undervise børn i at opføre sig. Der er andre mennesker i verden, så de burde have det sjovt på det rigtige sted," siger hun.

En anden hævder derimod, at hun ikke ville anbefale restauranten til andre, hvis hun blev opkrævet et gebyr for at have sit barn med.

"Jeg føler, at hvis jeg blev anklaget, så ville jeg være meget utilfreds med det og sandsynligvis aldrig anbefale stedet til nogen," lyder det.