USA står over for en potentiel sundhedskrise, der allerede nu vækker bekymring blandt førende eksperter.
Fugleinfluenza H5N1, som hidtil primært har spredt sig blandt dyr, viser tegn på at kunne mutere til en form, der smitter mennesker indbyrdes.
David A. Kessler, tidligere kommissær for den amerikanske lægemiddelstyrelse og professor ved University of California, advarer i et indlæg i 'The New York Times' om, at risikoen ikke må undervurderes.
Det skriver TV 2
"Jeg har overvåget spredningen af fugleinfluenza, og min bekymring vokser," skriver Kessler, der også har haft en central rolle under både Trump- og Biden-administrationerne i bekæmpelsen af covid-19.
Han peger på, at mutationer i virussen kan føre til en ny pandemi, der potentielt er svær at kontrollere.
H5N1 har allerede forårsaget omfattende smitte i malkekvæg i USA, hvor virussen er blevet fundet i både rå mælk og blandt kvægarbejdere.
Samtidig er flere tilfælde af menneskelig smitte konstateret, herunder et barn i Californien og en teenager i Canada.
Mens barnet i USA kun har haft milde symptomer, ligger teenageren i respirator, hvilket ifølge Kessler kan indikere, at virussen i nogle tilfælde tilpasser sig menneskekroppen på en farligere måde.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har skærpet tonen og opfordrer til øget overvågning af fugleinfluenza blandt dyr.
Kessler bakker op og mener, at der bør indføres obligatorisk testning af malkekvæg i USA.
"Ingen ved, hvor mange mutationer der kræves for at sætte gang i luftvejsspredning fra menneske til menneske. Det kan kræve mange og vil måske aldrig ske, men vi kunne også være blot to eller tre mutationer væk," advarer han.
Eksperten opfordrer samtidig den kommende Trump-administration til at tage truslen alvorligt.
Hvis H5N1 muterer til at kunne spredes mellem mennesker, kan konsekvenserne blive alvorlige, og det nødvendige beredskab skal være på plads for at håndtere en mulig krise.