Jobansøgninger bliver sendt afsted af håbefulde mennesker verden over, men desværre kan ventetiden virke hård.
Pludselig føler man, at ventetiden snart må være forbi, da datoen for, hvornår man skulle have hørt fra dem, er overskredet.
Forklaringerne på det manglende svar kan være mange, og derfor er det vigtigt, at man reagerer.
Det gjorde Tizi Hodson ikke. Men nu, efter hele 48 år, har hun fundet ud af, hvorfor hun ikke fik et svar i 1976, da hun havde et brændende ønske om at blive stuntkører.
Posten, der var blevet smidt ude foran hendes hus, indeholdt blandt andet en håndskreven seddel fra Staines Post Office, som måtte forklare, at man havde fået hendes ansøgning fra 1976.
Desværre var den blevet fundet bag et skab, skriver Geartape.
Mysteriet om, hvorfor hendes ansøgning var blevet "ignoreret", var dermed løst.
"Jeg har altid undret mig over, hvorfor jeg aldrig hørte noget om jobbet. Nu ved jeg hvorfor," siger hun til BBC.
På trods af tilbageslaget stoppede det forsvundne brev ikke Hodson i at forfølge en højoktan karriere.
Hun fortsatte med at rejse verden rundt og påtog sig en række eventyrlige roller, fra slangetæmmer og hestehvisker til kunstflyver og flyveinstruktør.
Hun er derfor også forundret over, at brevet har fundet vej tilbage til hende.
"Hvordan de fandt mig, når jeg har flyttet hus 50 gange og endda flyttet land fire eller fem gange, er et mysterium."
Dog er hendes minde om at have søgt jobbet fortsat krystalklar.
"Jeg husker meget tydeligt, at jeg sad i min lejlighed i London og skrev brevet."
"Hver dag kiggede jeg efter min stilling, men der var ikke noget, og jeg var så skuffet, fordi jeg virkelig, virkelig gerne ville være stuntkører på motorcykel."
I sit brev var Hodson omhyggelig med ikke at afsløre sit køn, da hun frygtede, at det kunne skade hendes chancer for at få jobbet.
"Jeg var meget omhyggelig med ikke at lade dem, der søgte en stuntkører, vide, at jeg var kvinde, for så troede jeg ikke, at jeg ville have en chance for at komme til samtale«, sagde hun. Hun tilføjede endda en dristig udtalelse: »Jeg var ligeglad med, hvor mange knogler jeg kunne brække, for jeg var vant til det."
Men hvis der er én ting, som hun står fast ved den dag i dag, så er det, at hun ikke fortryder noget som helst.
"Hvis jeg kunne tale til mit yngre jeg, ville jeg sige til hende, at hun skulle gøre alt det, jeg har gjort. Jeg har haft sådan en vidunderlig tid i livet, selv om jeg har brækket et par knogler."
