Politiet øger terrortrusselsniveauet: "Situationen kan ændre sig på kort tid"

Mathias Madsen

10 uger siden

|

08/10/2024
Terroren har den seneste tid rykket sig nærmere de nordiske grænser.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Siden terrorangrebet på Krudttønden i København i 2015 har de fleste danskere og særligt det danske politi været opmærksomme på, at terrorangreb desværre også kan finde sted i vores lille land, og at alle og enhver kan blive ofre for angrebene.

Siden har storbyer rundt omkring i Europa været ramt af frygtelige angreb, som har kostet alt for mange uskyldige mennesker livet, og senest blev to unge svenskere i sidste uge sigtet efter terrorparagraffen i Danmark, fordi de sprang to håndgranater på den israelske ambassade i Hellerup. Heldigvis kom ingen til skade.

Generelt er utrygheden og bekymringen for terrorangreb steget det seneste stykke tid i takt med, at urolighederne i Gaza og Israel er vokset, og Politiets Efterretningstjeneste (PET) skærpede derfor også terrortrusselsniveauet i Danmark tilbage i marts 2024.

Her forblev trusselsniveauet på niveau 4 - "alvorlig," som er det næsthøjeste niveau ud af 5, men det blev skærpet inden for niveauet.

Niveau 4 - "alvorlig" har Danmark haft siden terrorangrebet i 2015, men i marts blev det altså skærpet inden for trusselsniveauet grundet urolighederne i Mellemøsten, og det er ikke kun i Danmark, at man tager truslen alvorlig.

Vores norske naboer har nemlig også valgt at øge trusselsniveauet. Det skriver det norske medie NRK.

"Sværere at være norsk jøde"

Det er Politiets Sikkerhedstjeneste (PST) i Norge, som har øget terrortrusselsniveauet i landet til niveau 4 - "høj terrortrussel," som er det næsthøjeste niveau ud af 5.

Trusselsniveauet betyder, at "PST vurderer, at en eller flere personer har konkrete og realistiske planer, og tager konkrete skridt til at gennemføre terrorangreb og/eller at flere forhold øger terrortruslen."

Trusselsniveauet hos vores naboer mod nord er altså blevet skærpet fra niveau 3 - "moderat" til noget, som minder om det, Danmark ifølge PET befinder sig i og har befundet sig i siden 2015.

Den alvorlige trussel, som PET vurderer, der er mod Danmark, defineres ved, at "der er en erkendt trussel," og at "der er kapacitet, hensigt og planlægning."

Det skærpede niveau i Norge skyldes ifølge politidirektør Benedicte Bjørnland særligt den øgede risiko for angreb, der er mod jøder og jødiske bygninger og monumenter i Norge, og rabbiner i Det Mosaiske Trossamfund, Joav Melchior, er glad for, at man tager situationen alvorligt.

"Det er godt, at politiet og PST følger op," har han således forklaret og uddybet, "at det er blevet meget sværere at være norsk jøde i Norge det seneste år."

Det forhøjede trusselsniveau medfører blandt andet, at norsk politi fremover vil være bevæbnet med øjeblikkelig virkning. Tidligere har kun udvalgte patruljer båret personlige våben i Norge. Herhjemme bærer alle politibetjente og -kadetter våben uanset trusselsniveauet.

De fem trusselsniveauer

Både PET i Danmark og PST i Norge opererer med fem forskellige terrortrusselsniveauer.

I Danmark er de forskellige niveauer følgende:

Foto: PET

Danmark er i skrivende stund i niveau 4 - "alvorlig" og har været det siden angrebet på Krudttønden i 2015. PET skærpede i marts 2024 truslen inden for niveau 4.

I Norge er de forskellige niveauer følgende:

5. Kritisk terrortrussel - PST vurderer, at et terrorangreb er nært forestående eller et terrorangreb er blevet udført, og at flere angreb kan forekomme.

4. Høj terrortrussel - PST vurderer, at en eller flere personer har konkrete og realistiske planer, og tager konkrete skridt til at gennemføre terrorangreb og/eller at flere forhold øger terrortruslen.

3. Moderat terrortrussel - PST vurderer, at en eller flere personer har en intention om at udføre terrorangreb, men uden at have taget konkrete skridt eller har realistiske planer og/eller at nogle forhold øger terrortruslen.

2. Lav terrortrussel - PST vurderer, at der er få personer, der har et ønske om at udføre terrorangreb og/eller at få forhold øger terrortruslen.

1. Ingen terrortrussel - PST vurderer, at ingen personer har et ønske om at udføre terrorangreb, og der er ingen forhold, der bidrager til en terrortrussel.

Norge er i skrivende stund netop blevet forhøjet til niveau 4 - "høj terrortrussel".