Boris Romantschenko er formentlig ikke et navn, som vækker genklang.
Han var en ukrainsk mand, der overlevede det nazistiske holocaust under Anden Verdenskrig, men som nu er blevet dræbt under et russisk angreb på den østlige by Kharkiv.
Boris Romantschenko blev 96 år, og døde under russisk beskydning af sin boligblok fredag, sagde pårørende ifølge BBC.
Russiske styrker har beskudt Kharkiv, som ligger kun 50 kilometer fra grænsen, i over tre uger.
Mindst 500 civile er nu blevet dræbt i Kharkiv, siger ukrainske embedsmænd.
Buchenwald og Mittelbau-Dora Memorials Foundation sagde, at man var "dybt foruroliget" over Romantschenkos død.
Organisationen, som Romantschenko var vicepræsident for, annoncerede nyheden efter at være blevet informeret af Romantschenkos familie og sagde, at han havde "arbejdet intenst på mindet om nazistiske forbrydelser under Anden Verdenskrig".
"Vi sørger over tabet af en nær ven. Vi ønsker hans søn og barnebarn, som bragte os den triste nyhed, en masse styrke i disse svære tider," tilføjede fonden i sin erklæring.
Romantschenkos død kommer mere end tre uger efter, at præsident Vladimir Putin forsøgte at retfærdiggøre sin invasion over for det russiske folk ved at fortælle dem, at hans mål med invasionen er at “afnazificere Ukraine”.
Vestlige ledere har fordømt disse påstande og påpeget, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelensky, selv er jøde.
Romantschenko blev født i den nordøstlige by Bondari den 20. januar 1926.
Han blev fanget af nazistiske tropper i en alder af 16 efter invasionen af Sovjetunionen og deporteret til Tyskland i 1942, hvor han blev tvunget til at udføre hårdt arbejde, oplyser fonden.
Efter et mislykket flugtforsøg i 1943 blev han sendt til koncentrationslejren Buchenwald, hvor omkring 56.545 mennesker blev myrdet frem til lejrens befrielse i 1945 af de allierede tropper.
Han tilbragte også tid i underlejren Mittelbau-Dora, samt de berygtede Bergen Belsen og Peenemünde lejre.
Romantschenko, som ikke selv var jøde, vendte tilbage til Buchenwald i 2012 for at fejre 67-året for de amerikanske troppers befrielse af lejren, hvor han reciterede løftet fra overlevende om at skabe "en ny verden, hvor fred og frihed hersker".
Denne verden er midlertidigt sat på pause.