Mikhail Gorbatjov er død

Jakob A. Overgaard

115 uger siden

|

30/08/2022
Mens Vladimir Putin er ved at spolere Ruslands forhold til Vesten, så er manden bag Sovjetunionens opløsning nu død.

Dagens topnyheder

Den tidligere sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov er død, oplyser det russiske nyhedsbureau Interfax ifølge Reuters.

Han blev 91 år.

Gorbatjov var generalsekretær for Det Kommunistiske Parti fra 1985-1991 og Sovjetunionens præsident fra 1990-1991.

Gorbatjov var, med sine 54 år, ung og havde ny idéer til, hvordan Sovjetunionens økonomi skulle reddes fra de strukturproblemer, den var ude i.

I modsætning til sine forgængere havde Gorbatjov en energisk og farverig karisma. Han talte direkte til folket og hørte på deres kommentarer og kritik. Han elskede at improvisere og forstod at udnytte det nye tv-medie.

Han besøgte fabrikker og arbejdspladser og fik derved mindsket afstanden til folket. Han mestrede alle politikkens facetter, og med sin populistiske sans var han revolutionerende i sovjetisk sammenhæng.

Gorbatjov arbejdede for international afspænding og nedrustning. Han hjemkaldte de sovjetiske tropper fra Afghanistan i 1989, fik bragt ende på våbenkapløbet med USA (aftale i 1987), og slog fast, at der ikke ville blive brugt våbenmagt over for Østeuropas befolkning i 1989.

For dette fik han Nobels Fredspris i 1990.