Leder af russisk republik: Vi tager "Kyiv og alle andre byer"

Mathias Madsen

141 uger siden

|

11/04/2022
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Ramzan Kadyrov forudser, at Kyiv vil komme under russisk kontrol.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den fungerende leder af den russiske republik Tjetjenien, Ramzan Kadyrov, har udtalt, at Ruslands igangværende omrokering af tropper ikke betyder, at Ukraines hovedstad Kyiv slipper for at blive besat af russerne.

Ramzan Kadyrov står til højre sammen med Vladimir Putin og Sergey Chemezov, som er direktør for en russisk statsejet våbenvirksomhed / Foto: Shutterstock

Den sidste uges tid har de russiske tropper ellers trukket sig tilbage mod øst, og flere har håbet på, at det er et tegn på, at russerne har mødt større modstand fra ukrainerne, end de havde forventet.

Det ér måske også tilfældet, men det betyder desværre ikke, at russerne har opgivet håbet om at overtage blandt andet Kyiv. 

Landets præsident, Vladimir Putin, har nemlig meldt ud, at Rusland vil indsætte op mod 200.000 ekstra soldater i Ukraine og altså forsætte invasionen. 

Det tyder dog på, at fokus for de russiske tropper lige nu ligger på at "befri" de østukrainske regioner Luhansk og Donetsk, som har en del prorussiske indbyggere og tidligere har lagt grund til voldsomme kampe mellem russisk-støttede oprørere og ukrainske soldater. 

Nu har Kadyrov, som er en frygtet mand og én af Putins tætte allierede, bekræftet, at fokus ligger på Luhansk og Donetsk. 

"Der kommer en offensiv. Ikke kun mod Mariupol, men også andre steder, byer og landsbyer. [...] Vi vil i første omgang befri Luhansk og Donetsk helt," har han ifølge TV2 natten til mandag udtalt i en video, som er blevet delt på beskedtjenesten Telegram. 

Han understregede desværre også, at det ikke betyder, at andre byer i Ukraine 'slipper'.

"Derefter tager vi Kyiv og alle andre byer," udtalte han således.