Lastbilchauffør kørte ind i bil med tre børn: Video afslører, at han var alt andet end opmærksom

Mathias Madsen

149 uger siden

|

09/02/2022
Udland
Foto: YouTube
Foto: YouTube
En britisk lastbilchauffør har nu fået sin dom efter, at en videooptagelse har afsløret, at han både drak champagne, rullede en cigaret og sms'ede i tiden op til ulykken.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

27-årige Mason Cowgill fra Storbritannien kørte galt i sin arbejdsplads' lastbil i juni måned sidste år og ramte en parkeret bil, hvori der sad tre børn, som heldigvis alle sammen overlevede ulykken. 

Episoden fandt sted i landsbyen Ingleton i Englands største ceremonielle grevskab, North Yorkshire, som ligger lidt nord for Manchester nogenlunde i midten af Storbritannien. Det skriver The Sun.

Cowgill, som kommer fra den nærliggende landsby Gargrave, har siden episoden været for retten, hvor det desuden kom frem, at han havde stået bag adskillige tyverier i ugerne op til uheldet, hvor han blandt andet har stjålet Chablis og prosecco fra supermarkedskæden Tesco og vin fra et hotel. 

Den unge mand udtalte desuden selv under retssagen, at han har problemer med både alkohol og stoffer, og han erkendte sig skyldig i "dangerous driving" (red. farlig kørsel) og tyveri.

Under retssagen stilte dommeren, Simon Hickey, det retoriske spørgsmål: "Udgør du en risiko for offentligheden?" hvortil han selv svarede: "Det gør du i forhold til kørsel."

Foto: YouTube

Ingen af børnene i bilen kom til skade, men Cowgill blev stadig idømt 16 måneders fængsel og fik desuden et kørselsforbud på 32 måneder, som kun kan afsluttes ved en ny køreprøve. 

En video optaget af et 'dash cam' i lastbilens førehus er kommet frem, og her kan man se Cowgill sidde og lave alt mulig andet end at have fokus på vejen. 

Han åbner blandt andet en flaske mousserende vin og smider skraldet ud af vinduet, ruller en cigaret og sidder længe og kigger ned i sin telefon. 

Det er netop telefonen der tager hans opmærksomhed, lige da ulykken sker, og man kan faktisk se på videoen - som kan ses her - at han griner af noget på telefonen, lige inden han kører galt.