Kvinde hasteindlagt: Blev angrebet af ulve nær Paris

Mathias Madsen

26 uger siden

|

23/06/2024
En kvinde løb søndag ind i en ulveflok under sin løbetur, og det havde nær endt fatalt.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De seneste par år har den grå ulv været meget i medierne herhjemme, da enkelte ulve er begyndt at vise sig i den frie natur rundt omkring i Danmark.

I øjeblikket lever ca. 50 vilde ulve i Danmark, og debatten om, hvorvidt de skal have lov til at være her eller ej, har længe rast.

Mange synes, at det er dejligt og spændende med nye dyr i den danske natur, men der er også dem, som er bekymrede for, om ulvene kan finde på at gå til angreb på mennesker.

Ulve er nemlig som bekendt rovdyr, og selvom de normalt ikke angriber mennesker, så kan det godt ske. Det måtte en fransk kvinde tidligere i dag sande, da hun under sin løbetur blev angrebet af flere ulve i byen Thoiry nær Paris.

Ifølge det franske medie le Parisien var det dog ikke i den frie natur, at kvinden blev angrebet.

Kvinden kom nemlig under sin løbetur til at løbe ind i en afdeling af Thoiry zoologiske have, hvor gæster normalt kun må færdes i biler.

I den afdeling af den zoologiske have går ulve nemlig frit, og da kvinden bevæge sig derind, blev hun derfor angrebet af tre ulve.

Ansatte måtte træde til

Den 36-årige kvinde blev bidt i både nakke, læg og ryg og fik alvorlige skader til følge. Hun formåede dog heldigvis at kalde på hjælp, så de ansatte i parken kunne komme hende til undsætning og befri hende fra de glubske ulve.

Det er endnu uvidst præcis, hvordan de ansatte formåede at få kvinden ud fra indhegningen uden selv at komme til skade, men det lykkedes, og ingen ulve kom til skade under hændelsen.

Kvinden blev straks kørt til et nærliggende hospital og er uden for livsfare.

Den tragiske hændelse fandt sted kl. 0900 søndag morgen, og ulveanlægget blev midlertidigt lukket straks efter hændelsen blandt andet ifm. politiets undersøgelser på stedet. Anlægget er dog i skrivende stund åbnet for besøgende igen, og de involverede ulve går fortsat i anlægget.

Kvinden boede i en hytte i den zoologiske have som en del af en ferie, og hun havde derfor adgang til anlægget, som man dog kun må besøge i bil. Ifølge en talsperson fra den zoologiske have er der tydeligt skiltet om farligheden ved anlægget, ligesom alle besøgende bliver informeret om, at man ikke må færdes derinde uden for bilen.

Det er endnu uvidst, hvorfor kvinden løb ind i ulveanlægget, som ligger i forlængelse af lignende anlæg, hvor der går bjørne og bisonokser, og hvordan det lykkedes hende at komme derind, uden at nogen af de ansatte i den zoologiske have opdagede det.

Det lokale politi har igangsat en undersøgelse af sagen.