Kidnappet seks måneder gammel baby er fundet igen

Henrik Rothenbücher

303 uger siden

|

23/01/2019
Udland
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Et af de værst tænkelige scenarier skete tirsdag eftermiddag for en mor, da hun skulle ned i børnehaven for at hente sit andet barn. Med sig havde hun en barnevogn med sin seks måneder gamle datter, men da hun kom ud fra børnehaven, var barnet væk.

Dagens topnyheder

En forsvundet barnevogn har fyldt de svenske medier siden i går, da en mor kom ud fra en børnehave i Göteborg, og så var hendes barn væk. Moren var gået ind i børnehaven for at hente hendes andet barn, og i mellemtiden lå den seks måneder gamle baby udenfor i barnevognen.

”I forbindelse med, at hun skulle hente sit andet barn, lod hun barnevognen stå udenfor i 5-10 minutter, og da hun så kommer tilbage, er barnet forsvundet,” fortalte Peter Adlersson fra det svenske politi til Aftonbladet.se.

Det er yderst sjældent, at man hører om spædbørn der er blevet kidnappet fra en barnevogn, og derfor havde politiet også sat helikoptere i luften.

”Vi har besluttet, at det er en særlig hændelse, så vi har sat en stor eftersøgning i gang med flere patruljer og helikopter,” fortalte han.

Barnet blev fundet seks kilometer fra børnehaven

Politiet forhørte sig hos børnehaven, lokale transportselskaber i Göteborg, ligesom de også havde fat i pigens far. Ingen af dem havde dog set noget som helst til den forsvundne barnevogn. Politiet mente, at det var en kidnapning, men at det ikke havde noget specifikt med familien at gøre.

”Barnevognen er ikke bare forsvundet af sig selv, og vi ved ikke, hvem der har taget det. Hvis det viser sig, at der er sket en forbrydelse, er det vigtigt, at vi er med fra begyndelsen,” lød det fra politimanden til det svenske medie.

En massiv politiaktion i Göteborg endte dog med at give pote flere timer senere, da en barnevogn efter beskrivelsen blev spottet foran Coop.

”Det var en vagt, der blev kontaktet at et vidne, der havde set en baby i barnevognen. Vagten kontaktede så os, og vi kunne bekræfte, at det var hende,” fortalte Peter Adlersson i en pressemeddelelse.

En kvinde i 40-års alderen blev anholdt og hun mistænkes for at have stået bag kidnapningen af den seks måneder gamle baby.