I 1977 cyklede han 9.600 for at finde sit livs kærlighed: 46 år senere er historien en anden

Nicolai Steinicke

98 uger siden

|

09/02/2023
Udland
Foto: Facebook
Foto: Facebook
Historien er som taget ud af et eventyr, og beviser om noget, at kærlighed ved første blik eksisterer.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Pradyumna Kumar Mahanandia kom til verden i 1949 i landsbyen Angul i Indien. Han blev anset som en af de 'kasteløse' i det indiske system, han var med andre ord 'uren'. Kvinden, der flere år senere endte med at blive hans kone, Charlotte von Schedvin, er født i Sverige i en overklasse familie.

Parrets kærlighedshistorie er inspirerende og hjertevarmende, og selvom de har haft et langt og lykkeligt liv med flotte karrierer og børn, så er det rejsen, som Pradyumna foretog i 1977, der gør deres historie helt speciel.

For Pradyumna var nemlig så opsat på at finde sit livs kærlighed, at han valgte at cykle mere end 9.600 kilometer fra Indien til Sverige for at finde Charlotte.

Selvom Pradyumna var 'kasteløs', havde han en kærlig barndom med gode forældre. Han gik i skole og var i fuld gang med at tage en uddannelse for at forbedre sin livssituation, men det lå aldrig i kortene, at han flere år senere skulle møde Charlotte og ende med at flytte til Sverige.

Som 19-årig besluttede en ung Charlotte at rejse til Indien for at udforske landet, da hun gerne ville holde et sabbatår efter gymnasiet.

Sådan mødte Charlotte og Pradyumna hinanden for første gang. Det var den 17. december 1975, og ifølge dem var det kærlighed ved første blik. Det unge par blev gift et par uger senere.

Men Charlotte var nødt til at vende tilbage til Sverige. Hun skulle hjem for at begynde sine studier. I et år sendte det unge par kærlighedsbreve til hinanden for at holde kontakten ved lige, og håbede på en snarlig genforening.

Men afsavnet blev for meget for Pradyumna, han var fast besluttet på at besøge sin elskede kone i Sverige. Han havde ikke råd til en flybillet, men det så han ikke som en forhindring, og besluttede i stedet at tage cyklen.

Med lidt over 500 kroner på lommen satte han kurs mod Sverige den 22. januar 1977. Han cyklede omkring 70 kilometer hver dag på en gammel 'havelåge', og ankom den 28. maj til Borås i Sverige.

Ikke overraskende var Charlotte lykkelig over at blive genforenet med Pradyumna, og siden da har parret været uadskillelige.

De blev gift igen i Sverige og fik børn. Pradyumna arbejder i dag som kunstner, mens Charlotte er musiklærer. De elsker naturen, arbejder for at skabe en bedre verden og siger, at de i dag er mere forelsket end den dag, de mødte hinanden for 46 år siden.