Hviderusland klar til at støtte Putin: Ukrainere opfordres til at gribe våben og kæmpe imod

Mathias Madsen

142 uger siden

|

24/02/2022
Udland
Civile ukrainere i Kiev trænes til krig / Foto: Shutterstock
Civile ukrainere i Kiev trænes til krig / Foto: Shutterstock
Situationen i Ukraine forværres minut for minut, og Hvideruslands præsident har nu meldt ud, at de er klar til at støtte russiske tropper.

Dagens topnyheder

Situationen i Ukraine er fortsat hektisk, og ifølge TV2's korrespondent i landet, Rasmus Tantholdt, så var mange af Ukraines indbyggere slet ikke forberedt på invasionen, da de ikke troede på, at det kunne ske. 

Han har således forklaret, at borgerne i flere større byer i Ukraine enten gemmer sig i kældre eller undergrundsstationer eller forsøger at flygte mod vest.

Flere medier har da også kunne berette, at russiske styrker både i form af soldater, panserede køretøjer og fly har passeret grænsen til Ukraine adskillige steder, og de fleste statsoverhoveder i Vesten har været ude og "fordømme" Ruslands handlinger.

USA's præsident, Joe Biden, har således lovet at ramme Rusland med "nye og hårde sanktioner," og Mette Frederiksen har ligeledes udtalt, at Ruslands invasion er "uacceptabel."

Det er dog ikke alle lande, som støtter Ukraine, og man har derfor frygtet at et land som Hviderusland kan finde på at hjælpe Rusland. 

Tidligere på morgen meldte landets præsident, Aleksandr Lukasjenko, til alles lettelse ud, at Hvideruslands tropper ikke har assisteret Rusland i invasionen af Ukraine. 

Ifølge TV2 har det statsejede hviderussiske nyhedsbureau Belta dog nu meldt ud, at præsidenten har udtalt, at Hviderusland vil assistere de russiske tropper, hvis det bliver nødvendigt. 

Om det gør det, vil tiden vise, men ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, vil ukrainerne i hvert fald ikke give op uden kamp, og han har således tidligere skrevet i et opslag på Twitter, at "Ukraine vil kæmpe," og at "Ukraine vil vinde."

Ifølge Reuters har han ligeledes opfordret alle Ukrainere, som er villige til at kæmpe, til at melde sig, da der vil blive udleveret våben til alle ukrainere, som ønsker det. 

Indtil videre har krigen ifølge Ukrainske myndigheder kostet mindst 50 russiske soldater livet, og mere end 40 ukrainske soldater og adskillige ukrainske grænsevagter har ligeledes mistet livet i kampen. 

Det har en af Zelenskijs rådgivere udtalt.

TV2 skriver desuden, at der også er civile tab til trods for, at Rusland tidligere har meldt ud, at de ikke går efter civile og beboede mål.