Hold øje med tyvenes nye trick

Mathias Madsen

158 uger siden

|

09/12/2021
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Politiet i Canada har udsendt en advarsel til deres følgere på Twitter, efter at de har opdaget, at tyve er begyndt at stjæle luksusbiler ved hjælp af Apples 'AirTags'.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tyvene i Canada er begyndt at tage nye metoder i brug, når de stjæler biler. Det har York Regional Police i Canada advaret deres følgere om på det sociale medie Twitter i en ny video. Tyvene er nemlig begyndt at bruge Apples såkaldte 'AirTags'.

'AirTags' kom på markedet i april 2021 fra teknologi-giganten Apple, som online beskriver produktet som "en super nem måde at holde styr på dine ting".

Ved hjælp af bluetooth forbinder 'AirTags' til Apples "Find min"-netværk, som også kan bruges til at finde bortkomne Iphones. På denne måde kan brugere fra deres Iphone se, hvor deres 'AirTag' befinder sig. Det er så meningen, at man kan klistre sit 'AirTag' fast på f.eks. sine nøgler, sin taske eller andet, som ofte bliver væk, og dermed nemt kunne finde det igen. 

Ifølge Unilad har lokalt politi i Canada i denne uge dog meldt ud, at 'AirTags' bliver brugt til mere end blot at holde styr på nøgler og tasker. Siden september har politiet i regionen York efterforsket fem sager, hvor 'AirTags' blev brugt. 

I nedenstående Twitter opslag kan videoen, som York Regional Police har lagt op, ses:

Tyvene placerer deres 'AirTag' et ikke-synligt sted på udvalgte luksusbiler på offentlige parkeringspladser. De kan så senere se på deres app, hvor bilernes ejere bor, hvorefter de kører derhen og bryder ind i bilerne og stjæler dem. Politiet i York har forklaret, hvordan tyverierne typisk foregår:

"Tyve bruger typisk værktøjer såsom skruetrækkere for at komme ind i bilerne gennem fører- eller passagerdøren, mens de sørger for ikke at sætte nogle alarmer i gang. Når de er inde i bilen, tilslutter de et elektronisk værktøj, som mekanikere normalt bruger til at nulstille biler til fabriksindstillinger, til bilens diagnosticeringsindgang under instrumentbrættet og programmerer så bilen til at acceptere en nøgle, som tyvene har taget med sig."

Politiet råder derfor borgere til at "inspicere deres køretøj jævnligt og ringe til politiet, hvis de ser noget som kunne være en potentiel sporingsenhed." Samtidig opfordrer de folk til, så vidt muligt, at parkere i aflåste garager, samt at bruge ratlås og låse til bilens diagnosticeringsindgang for at reducere risikoen for tyveri. 

Apple har dog også gjort sit for at minimere misbrug af deres 'AirTags', og der er blandt andet kommet en opdatering som gør, at 'AirTags' "bipper på et tilfældigt tidspunkt mellem 8 og 24 timer, hvis de bliver adskilt fra deres ejere". Det er i forhold til inden opdateringen, hvor der ville gå tre dage, før enheden ville begynde at bippe. Det siger en talsperson fra Apple ifølge Insider

Om samme metode er kommet til Danmark vides ikke, men det kan være en god ide jævnligt at tjekke sin bil for 'AirTags' eller lignende sporingsenheder, hvis man vil reducere risikoen for tyveri. De fem tilfælde i Canada omhandlede alle luksusbiler.